Fra Nuuk og næsten til Fanø.

Denne lille fortælling handler om min opvækst og frem til nu, hvor jeg er blevet en aldrende og såkaldt voksen mand. Den er beskrivende og subjektiv i sin form og den valgt med et gran af humor, både den sorte og den lidt mere ligetil. Når titlen er blevet som den er, skyldes det, at har man været i Grønland, som jeg i længere tid, ja så enten hader man stedet eller også elsker man dette fantastiske land som jeg.
Naturen og dets rigdomme, de enorme og pludselige forandringer der er deroppe, samt menneskene. For Grønland er jo ”menneskenes land”. Grønland er bare også så meget andet, der kan opleves og berige ens menneskelige værdier, lige fra den ene grænse, af hvad man kan forstå af muligheder, til den anden grænse for undren og spekulation omkring hvorfor, hvordan osv. Særligt når man kommer fra et stærkt industrialiseret land som Danmark. Grønland er så bestemt Menneskenes land, men det er også yderpunkternes land. Både for hvad du fysisk kan formå og hvad du psykisk kan tolerere og forstå, som det menneske du nu engang selv er. Næsten til Fanø, ja det bør nok tages med gran salt, for jeg har været der flere gange, men bestemt ikke sammenligneligt med Grønland, selv om her er dejligt på Fanø, blot alt for turistet efter min mening. Den egentlige årsag til det med næsten til Fanø skyldes nu mere, at grundstammen i min familie kommer fra Jannerup lige syd for hvor jeg bor nu. Det var smeden Marius Jæger Andersen, der stifte grundstammen af familien, jeg kender ham ikke og kommer ikke til det, han døde i omkring 1500 tallet. Men sjovt og berigende er det at vide, når man tror min mors familie kommer fra Viborg. Hvor min bedstefar var saddel- og karetmager. Desværre er jeg igen født for sent til at have mødt ham.

 

Drengeårene.
I et børnerigt land fra 1957 til 1973.

Jeg blev egentligt ikke født på Gyvelvej i Holstebro, men husker intet fra de første 3 år af min opvækst, derfra hvor jeg blev født. Det selv om jeg sammen med mine forældre, ofte var på besøg hos deres gamle venner i kvarteret på Trekronervej, som vejen hed. Den lå i det sydlige Holstebro, tæt op af en jernbane. Ikke byens pæneste kvarter, men arbejdere skulle der jo også være plads til i byens samfund.

Gyvelvej, stedet hvor jeg voksede op i nr. 72.

Derimod Gyvelvej, hvor jeg voksede op, husker jeg som det var i går, vi var ca. 30 børn i kvarteret, der lå tæt knyttet til natur, med mark, skov og Å, samt den kendte og håndgravede ”Vandkraft sø” der jo med Vandkraftværket stemmede vandet fra Storåen op, så byen kunne få elektricitet. Gyvelvej var bygget som et statsprojekt og en stor lang vej, delt op med nogle små alleer hvor der lå ca. 8 huse på hver alle´.

Det var i haverne, på marken og i skoven vi legede og byggede huler, ved åen lige op ad vandkraftværket fiskede vi, også selv om det næsten kunne kaldes for ”tyvfiskeri” i dag. For man måtte ikke fiske tættere på vandkraftværket end 200 m. og tit blev vi jaget væk; Men de fisk vi havde fanget, fik vi underligt nok altid med os under flugten fra fiske-stedet. Vi fik godt nok fanget mange fisk. Både Helt, Ørreder, ål og Geder, som blev hjembragt til familiens fælles glæde.

Ja af børn var vi mange og vi var forskellige, men alligevel med forståelse og plads til hinanden, for så længe man boede på Gyvelvej, så var man altid beskyttet af sine kammerater derfra, det på trods af gentagne uenigheder, når vi blev sure på hinanden. For det bliver børn altså også, men kun i en kort rum tid, vi kunne jo ikke undvære kammeraten alligevel. Mange af os kom også til at gå i skole sammen, med de ekstra tilknytninger og udfordringer det kunne give.

Leg og Narrestreger.

Nabo børnene Flemming og Erik Skou var herlige drenge, Erik var lille broderen og den forsigtige men kloge dreng, mens Flemming var lidt ældre end os og pr. natur, altid ville bestemme hvad vi skulle lege. Når vi syntes han blev for træls luskede vi af op til nogle andre legekammerater og legede der. Vi spillede ellers både Kroket og badminton i deres have, ikke altid en lige populær ting hos forældrene.

I vores lille afdeling af den store vej, havde vi både ”Elle Belle stangen” og rundkørslen med garagerne til. Det var ideelt at lege her og tit var vi rigtigt mange samlet til, at lege gemmeleg, sparke dåse og hvad ved jeg. Ved rundkørslen lå også en lille mark med buske og noget tilstødende skov, så vi kunne gemme os mange steder. Særligt husker jeg, at når tøserne som vi kaldte dem skulle være med, så var gemmestederne for os drenge altid i skoven og tæt på åen, for her måtte de nemlig ikke komme for deres forældre og små piger gør jo som mor og far har sagt de skal. I hvert tilfælde indtil de har nået en hvis alder, så stopper den også.

Tøserne, ja undskyld ordbruget, men det kaldte vi dem. Tøserne var der i Rigt mål, her var Hanne & Lene, Rita, Birthe, Tove, Kirsten & Eva, samt Lene H. G. og Lisbeth, samt et par andre jeg i dag ikke kan huske navnene på men husker tilhørsforholdet til, så nogenlunde.

Drengene, var der også rigeligt af og vi var bare nogle rigtigt ”friske” gutter, som troede at vi verdensmestre i stort set alt. Vi kunne finde på, at logge hinanden til de værste narrestreger. Blot fordi vi skulle overgå, det de andre fra vejen kunne berette om. Af drenge var så Michael L. som boede på hjørnet til Rundkørslen, han var storebror til Lisbeth, deres forældre var ”den enarmede maler” og moderen den søde fru Laursen, der altid var god for et glas saftevand og en kiks, til os unger. Helt særligt var det at opleve saftevandsgildet, når vi sad ude i legehuset hos dem og hyggede os med kortspil og andet. Så kunne det ske, at vi fik disse for tiden nye kiks med chokolade i mellem 2 kiks, men kun 1 til hver, så var resten almindelige Mariekiks.

På alleen tilstødende til rundkørslen, var der dog kun det halve antal huse, med Micheal L. Lene H.G og så vejens børnerigeste familie, stedets Jehovas vidner. Her talte familien 6 piger og en dreng, familien blev senere beriget, med vist nok endnu 2 børn, ikke nogen vi rigtigt legede med, for de måtte jo ikke lege med os.
For enden af den alle´ boede så Lene H.G. og hendes bror Villy. Villy var lidt ældre end os andre, men på trods af forældrenes manglende evne til, at holde sig ædru i længere tid, alligevel stedets helt store Geni. Villy vandt flere år i træk Fysikernålen i både guld og guld med laurbær. En imponerende præstation, af en dreng med de vilkår han havde. Jeg havde en tættere tilknytning til Villy end til søsteren, men det skyldes jo, at vi var drenge og han var spændende at være sammen med.
Vi kunne finde på, kunne vi!, både lave fysik og kemi i lange baner og skyde med luftbøsser og flitsbue, efter stort set alt hvad der bevægede sig og som evt. kunne falde ned fra Himlen også. Jeg hørte mange år efter vi var blevet voksne, at Villy desværre var blevet meget syg af psoriasis i en sådan grad, at han ikke kunne være på arbejdsmarkedet. Hvor er verden dog sommetider meget uretfærdig.

Det skal dog ikke tage brodden af fortælling, om dengang Villy og jeg var ved at tage livet af den enarmede maler og hans familie. Vi havde i ly af andre forskellige afledningsmanøvre fået mulighed for, at stoppe et par store rå kartofler i udstødningsrøret på malerens, næsten nyindkøbte bil. Da så maleren skulle forsøge, at starte bilen med hele familien siddende klar til søndagsturen. Ja så ville bilen ikke lige starte første gang, så maleren gjorde flere forsøg på at starte bilen. Da det endeligt lykkedes for ham, at få bilen i gang. Var det med et kæmpe brag og efterfølge en bil fyldt med dybt chokerede mennesker, der måtte have troet at deres sidste time var kommet. Den enarmede maler stod rasende ud af bilen og råbte efter vi grinende unger, der var samlet til seancen. Det hævner sig, gør det!  Men jeg husker ikke vi nogensinde fik følger at mærke efter det. Det var først ved en senere lejlighed, at den enarmede maler viste lidt vrede imod os, det var så Michael hans søn og jeg det gik ud over. Men det var også en skurkestreg af format, vi formåede at lave med maleren. Hans stolthed var nogle hjemmebyggede højtalere, som konstant blev brugt til lyden af klassisk musik, en musik art som han mente, at vi kulturelt havde godt af at lære og lytte til.

Michael & jeg stødte på et stykke Hard Rock musik, der startede med lyden af klassiske strygere og blød musik, hvorpå der efterfølgende kom en hamrende hård guitar, nogle trommer og en bas der kunne vælte en hel koncertsal. Vi præsenterede musikstykket, eller rettere de klassiske dele af musikken for maleren på vores anlæg inde på værelset, sådan at vi kunne stoppe det inden han opdagede hvad der kom af musik efterfølgende og på rette tidspunkt fik vi så lov, at præsentere hele stykket på hans anlæg til afspilning, for fuld tryk! igennem hans stolthed af hjemmebyggede højtalere der skulle kunne få det hele til at lyde bedre. Det var nu kun i kort tid, så lød højtalerne pludseligt af åndenød og afgik ved døden til de evige bas- & trommemarker, Det var Michael og jeg også tæt på gøre, men vi løb for stærkt ud af stuen. Efterfølgende var vi ”Groundet” med forbud mod at komme ind og lege hos dem i et stykke tid. Vi turde nu heller ikke.

Kusse-Lisbeth, hendes 2 kærester og Alpe-Poulsen med frue.

Michael og jeg kunne dog ufortrødent fortsætte med lege ude, så det gjorde vi ofte. Nede i skoven var der to forskellige steder, placeret primitive gynger af os børn og til vores egen fornøjelse. Den ene af disse gynger var placeret således at man gyngede ud over en skrænt ind mod skoven og i en sådan højde, at man kunne kigge over træernes toppe, når man nåede peak på gyngens tur ud i en højde på 6-7 meter. Der var her vi en dag skulle gynge, det var min tur efter Michaels så det var jo fint. Jeg startede ud med swing på gyngen og fortsatte bare ud til Peak, men desværre også noget længere, for grenen hvor snoren sad på var knækket af råddenskab og kunne ikke holde til presset fra mit ridt ud i luften. Resultatet var, at jeg fortsatte ud i træerne vi kiggede over normalt. Heldigvis for mig var de der, de tog kraftigt af for faldet og det var kun et kort stykke tid jeg havde mistet luften og ikke kunne sige noget som helst, alt imens jeg stod og led med manglende luft, stod så Michael på toppen af den høje skrænt og skraldgrinede af mig. Med den korte kommentar, skal du ikke prøve igen?
Da jeg havde fået vejret igen, sagde jeg som hans far, det hævner sig gør det.!

Nogle dage senere, skulle vi igen bruge gynge, denne gang var det så den der vendte ud imod Åen og offentligheden, jeg skulle gynge først og alt gik fint, sådan da. For på stien nede ved åen kom min elskede orienteringslærer fra skolen, Hr Poulsen gående med frue og sin letgenkendelige alpehue på den skaldede isse, jeg søgte at orientere Michael om, at her kom så Alpe-Poulsen gående på stien.
Det var ikke meningen Hr. Poulsen skulle høre det, men det gjorde han altså, det viste sig i skolen. Da han tørt sagde, nå i fik rigtigt gynget ved åen hvad, og blev i så fanget af Lisbeths kærester? Han havde altså overværet det hele.

Det med at blive fanget af Lisbeths kærester, skyldes at Kusse-Lisbeth og begge hendes kærester imens var var ankommet til stedet og havde sat sig for at drikke øl med udsigt til Åen og godt gemt i en af ”gryderne” dernede, så de havde fred fra andre. Men da Michael var kommet på gyngen og i swing ud for fuld tryk ned mod åen, råbte jeg på trods af, at have lovet Michael jeg ikke ville gøre det imod ham. Ned mod Lisbeth og følge Råbte jeg af mine lungers kraft, Kuuussseee Lisbeth, indtil flere gange, resultatet var, at hendes kærester var kommet stormende op og ville fange Michael, da de troede det var ham der råbte, jeg har aldrig set ham komme så hurtigt ned fra en gynge og væk imod sikkerhed. Der gik nogle dage inden vi sådan rigtigt turde nærme os stedet med gyngen igen.

Familien Olsen, the Prygelknabers.

Længere oppe ad vejen boede så Lille Peter Olsen og hans børn Johannes m.fl. De var områdets Prygelknabers og fik det at mærke, ved hver eneste lejlighed der bød sig. Særligt når det blev nytårsaften.
En hundekold nytårsaften havde vi fundet på, at nu skulle de virkeligt gøres bange, inde hos familien Olsen. Så i ly af mørket listede vi ind til hoved døren og bandt den sammen med, med døren til skuret, så den ikke kunne åbnes, efterfølgende sømmede vi alle vinduer i huset, så de heller ikke kunne åbnes, herfra begyndte så alle løjerne for alvor, både på taget af huset, hvor vi søgte at smide kanonslag ned gennem skorstenen, heksehyl med mere gennem brevsprækken, vi kunne høre familien hyle og ungerne skrige højlydt imens det stod på. Desværre for John ville han så på et tidspunkt være en gentleman og hjælpe familien til fred. Det skulle han ikke have forsøgt sig med. For lille tykke hr. Olsen fangede ham og midt i sin paniktilstand, var han tæt på at tage livet af John, lige indtil vi igen smed kanonslag efter Hr. Olsen, hvorpå den lille tykke mand fortrak og lod John slippe for yderligere. Olsens slap aldrig ”billigt” hverken nytårs aften eller til hverdag. Sommetider hev vi også vasketøjssnoren ned, blot for at hjælpe med at få vasketøjet ind, ved hjælp af vinden altså.  Resultatet var som regel, at så måtte fru Olsen vaske om, bare ærgerligt ikke. Eller måske lige en kende over hvad vi kan tillade os i dag.

Tilbage på vejen igen.

På min alle´ boede så Duedahls, med børnene Irma og Peter, Irma var samme årgang som mine meget ældre søskende og Peter var nok 5-6 år ældre end os og gad derfor kun i kort tid lege med os, inden han skulle videre med uddannelse. Peters forældre var dengang mega gamle i vi ungers øjne. Den søde og meget flinke fru Duedahl, var nok omkring 60 år dengang og Hr. Duedahl var nok i nærheden af 80 år, han var en rigtig gammel Gnavpot, der gik med stok og skulle sove middagssøvn. Der skulle altså bare være STILLE, når Hr. Duedahl skulle sove til middag. Jeg ved det! for jeg blev passet der, en kort overgang. Det blev til en meget kort tid, der varede lige indtil den dag hvor
Jørgen ”post” og jeg spurgte Hr. Duedahl, om vi måtte se hans træben, for sådan et havde han nemlig også. Fååårck hvor blev han sur den gamle og så var pasningstiden for mit vedkomne hos Duedahl ovre, en gang for alle. Heldige var Jørgen og jeg, Hr. Duedahl kunne nemlig ikke løbe efter os, så han nøjedes med, at sende et utal af eder og forbandelser efter os, med skrå og snustobak flyvende ud af munden samtidigt. Fru Duedahl blev så efterfølgende af Hr. Duedahl, sendt hen til mine forældre for, at fortælle dem, at jeg ikke kunne blive passet der længere og det med omgående virkning. Når nu jeg var så fræk som jeg var i Hr. Duedahls øjne. De næste dage turde Jørgen og jeg knapt nok gå forbi Duedahls hus af frygt for, at han skulle fange os. For hvad kunne der så ikke ske.

Nyt pasnings sted og mit held.

Det med pasnings-afbrydelsen var faktisk mit helt store held, for der skulle jo findes en anden til at passe mig, mens mine forældre arbejdede. Det blev inde ved vores nærmeste nabo, på nabovejen Blåbærvej. Her boede Kaj K. Nielsen Holstebros borgmester og elskelige frue Grethe, samt deres børn, Jette, Bjarne og Kurt, som jeg kom rigtigt godt ud af det med. Her var Kurt, den yngste i familien. Kurt var lidt yngre end jeg, men en go fyr og samtidigt var han områdets store slikskab & fyrværkerileverandør, da vi blev lidt ældre og skulle nyde den slags ting.

Kurt blev ofte sendt ind efter slik, sommetider med trusler om, at vi ikke ville lege med ham i lang tid, hvis han ikke kom ud med noget godt.

Det var også herinde hos familien K.K. som vi kaldte dem, at der blev holdt nogle kraftige julefrokoster på skift med julefrokosterne hos mine forældre.

Af og til blev enkelte individer kørt hjem fra julefrokosten i trillebøre, fordi de nu ikke kunne hverken spise eller drikke mere. Det var vist mest den sidste del af de kulinariske indtagelser der gjorde hjemtransport i trillebøre nødvendigt, så vidt jeg husker det.

At fru K.K. Kunne huske mig, eller rettere, at jeg igen havde formået, at gøre mig bemærket et sted, i et sådant omfang, at jeg ville blive husket for det. Fik jeg vist af hende mange år senere.

Jeg havde det store held, at få lov til at besøge disse virkeligt skønne mennesker på deres retræte-adresse. Da fru K.K. så det var mig, sagde hun omgående, tja du er blevet stor nu Jan og sikkert en dejlig mand, men for mig er du stadigvæk den frække knægt, der smadrede mit entre spejl. Husk at ifølge overtro, giver det 7 års ulykke, at smadre et spejl min ven. Jeg måtte lige nyde en sidste form for lærdom fra fru K.K. blandt den meget anden positive lærdom jeg havde høstet hos familien.

Jeg var vist blevet kaldt til eftermiddagskage og havde rejst mig ret op omgående og uden omtanke for, at over mig hængte det spejl som så faldt ned og gik i stykker. Men vi havde respekt for fru K.K. når hun sagde kom, Så gjorde vi det uden tøven.

Det med at gøre sig bemærket på en måde så jeg blev husket for det, er så en evne der har fulgt mig siden barnsben og helt frem til nu. Men af en episode fra de mere elskelige sider kan jeg fortælle, at jeg jo blev kok og skulle i den egenskab lave maden til et barnedåb, inde hos de unge mennesker der havde købt K.K. hus. Jeg lavede maden hjemme hos dem og var i køkkenet klar med eftermiddagskaffen til gæsterne, da der pludseligt dukker en lille ældre mand frem fra mængden, alt i mens han kigger og peger på mig, udbryder han højlydt. Hvad satan! Er det ikke den satans frække hvalp, der nu laver så god mad til os, du er kommet godt efter det må man sige. Jeg kiggede undrende på ham, lige til det gik op for mig, at det var jo Hr. Caspersen, K.K. tidligere genbo, Hr. Caspersen var vores storleverandør i fyrværkeri etc. som børn. I øvrigt en meget tålmodig mand, for det var også hans cykelstativ, vi en nytårsaften hejste op i fru H.P.´s flagstang længere nede af vejen.

Den Store mark, der senere blev til fodboldbaner og grønt område.

Ud mod den store ledervej som Gyvelvej jo havde, lå på den modsatte side af husene en mark, hvor der tidlige havde gået heste og græsset, samt en lille bøgeskov hvor vi kunne lege soldater og Cowboys, der sloges imod hinanden. Oppe i den nordlige nede af marken, lå en lille gård og det var vist også dem der ejede hestene. Gården blev meget tidligt revet ned og markerne hestefri, med adgang for os unger så kunne lege derude også, resultatet var at vi jo selvfølgelig, vist alle 30 unger blev enige om at bygge et fort, der skulle bruges til at lege på. Fortet skulle være et slags centrum for vores virke mod udefra kommende børn, der ville slås i mod os. Så vidt jeg husker kom der aldrig nogen andre i den tid fortet stod. Der blev bygget fort med en blanding af træ fra skoven og det vi kunne hukke fra forskellige byggepladser omkring os, sommetider måtte vi endda få listet hammer og søm med hjemme fra forældrenes små skure. Selvfølgelig uden at spørge først, det kunne så godt give grundlag for diskussion når det blev opdaget hjemme, at både søm og værktøj manglede. Fortet blev færdigt og vi legede godt og vi skulle jo også have både vore indianernavne og vores generelle krigernavne. Der kunne jo slet ikke være tale om at bruge eget navn. Jeg valgte Navnet Hjorte fod kan jeg huske. På grund af min størrelse, jeg var som barn, jo også større i højde og drøjde end de andre småunger. Jeg mødte så en del modstand mod mit valg af navn, de andre børn mente, at for at bruge navnet skulle jeg kunne løbe væsentligt stærkere end jeg på daværende tidspunkt gjorde.

Jeg ville ikke give mig og blev derfor aldrig kaldt Hjorte fod, men i stedet først Jumbo og senere igen Jappo, det var bare slet ikke min størrelse der gjorde noget imod min hurtighed, det skyldtes jeg havde haft Falsk strubehoste i meget svær grad som mindre. Ingen af os vidste noget om den sygdoms virkning og pyt jeg har jo haft fint siden.

Fortet gav grundlag for mange lege i den enkelte sommer den eksisterede, det var en sorgens dag for os unger, da maskinerne kom og væltede det. Vi var sure og på barrikaderne, for det var vores lege sted, de ødelagde med deres maskiner. Uanset hvor meget vi blev fortalt at nu kom det et område med fodbold mål, gynger, rutchebaner og sandkasser vi alle kunne lege på, ja så troede vi dem ikke, de kære voksne. Vi røg simpelthen i Battlemode og kastede sten efter dem skød med slangebøsser etc. I en sådan grad at det kom i avisen med vores protester, men vi måtte bøje os for overmagten, heldigvis. For det blev godt og et rigtigt dejligt samlingssted for hele vejen. Det er et utal af timer der er blev brugt på området med fodbold, hygge i små grupper rundt om de opstillede borde og bænke, vi kunne stadig gemme os i buskene og skoven så længe vi gad det, men det var nu ikke så mange år igen, Skolen, kæresterne og vore knallerter begyndte at overtage vores tid i stedet for.

Fra 1973 og til 2000

I lære i Restaurations branchen.

Jeg havde som 7 årig fortalt min far at ville være kok, men vi var ikke helt enige om den sag, min far ville jeg skulle i mekanikerlære og uddannes til det, så han fandt en læreplads hos byens største og fineste værksted, nemlig Nygård og sønner, der havde folkevogn. Jeg som sagt i lære der og skulle arbejdes om såkaldt arbejdsdreng et stykke tid inden jeg var rigtigt i lære.
Lønnen var bestemt ikke fyrstelig, jeg fik 6kr i timen og skulle yde lige så meget som alle andre på værkstedet. Det gik et stykke tid, indtil jeg gik ind og spurgte bogholderen om, hvorfor jeg ikke fik løn som alle andre arbejdsdrenge rundt omkring i byen, der jo fik 10 kr. i timen, det ville jeg også have. Men det kunne der ikke blive tale om, svarede bogholderen, for jeg skulle jo i lære var svaret og der var lønnen kun 6 kr. i timen, så skulle jeg bare forblive på den løn. Jeg svarede prompte at så måtte han nok hellere, bare se sig om efter en ny lærling, for jeg skulle ikke i lære og ville ikke arbejde for den løn. Så han kunne have min løn klar til om torsdagen og så gik jeg i øvrigt hjem nu. Han så måbende på mig og spurgte om jeg havde fået lov til det af min far, hvorpå jeg fortalte ham at det bestemte min far ikke, så farvel og tak til Nygård og sønner. Nu var gode råd jo så blevet dyre, jeg kunne ikke lige komme hjem og sige at jeg var skredet uden at have noget andet og bedre, så afsted det gik, ned arbejdsformidlingen for at spørge om kokkelærepladser i byen, den flinke mand dernede sagde jeg nok var lidt uheldig for han havde lige sendt en afsted på Restaurant Laksen for blive kokke lærling og han havde fået jobbet. Men han havde da en læreplads som tjener på byens ældste hotel, nemlig hotel Schaumburg. Så der blevet lavet aftale med overtjeneren, der i øvrigt hed Kaj Heram, en meget anerkendt tjener i området. Han var flink og ansatte mig som tjenerelev. Så starten var jo lagt først tjener, så kunne jeg blive kok efterfølgende var tanken. Det der tjener noget var nu ikke lige mig, sådan helt og fuldt, jo jeg havde bestemt elskelige kolleger, der bar både Peter Rimmenschneider og de 2 søde og kønne smørrebrøds-jomfruer, Jette og Marianne. Peter blev vist senere gift med Marianne, og jeg flirtede en smule med Jette, dog uden det blev til noget fast. På hotellet var der så også ejerne, for sådan nogle skal der jo også være på stedet, det var Hr og Fru Køge Jensen, Det var vist fruen i huset der ejede stedet. Men fruen havde også et par aldrende forældre hun besøgte i det sønderjyske en gang ugentligt. Det betød desværre også at Hr. Køge var stangdrukken i disse 2 dage, hvor fruen ikke var hjemme. For det meste så vi bare skyggen af ham og han fik maden m.m. bragt hjem i privaten. Men Katastroferne indtraf når Hr Køge mente, at vi på hotellet og i restauranten havde så travlt at hans nærvær var nødvendig, hvilket der godt kan bringes til diskussion.


En mindre- og så den store katastrofe.

Søndag aften var jeg på vagt og kom fra Restauranten med en bakke fyldt med brugt service og lidt madrester, jeg skulle ud i opvasken med det dermed også runde nogle hjørner for at nå destinationen. Desværre kom Hr. Køge slingrende i sin brandert og vi stødte sammen, med det resultat, at service og andet røg på gulvet. Hr. Køge Himlede op og spurgte hvad jeg ville gøre ved det og samtidigt vide jeg hvad jeg mente om det. Svaret var for mig enkelt, det skal samles op og med hensyn til det smadrede porcelæn, Tjae det var jo bare ærgerligt. Han gik storskrydende og meget vranten væk. Min store beskytter Overtjener Kaj Heramb snakkede med mig og gav mig ret, dejligt betryggende i øvrigt. Den næste dag havde jeg delevagt og skulle så også være der både om formiddagen og om aftenen. Det var så om formiddagen valgte jeg, at tale med Kaj Heramb og fortælle ham, at jeg ikke rigtigt troede at det der tjener noget lige var mig. Kaj Heramb syntes nu jeg skulle bruge resten af dagen på at tænke over det og så give endeligt besked om aftenen.
Den der endelige beslutning kom så, næsten helt af sig selv, eller rette i form af endnu et sammenstød med en beruset Hr. Køge, her var det så bare, at jeg havde en bakke med øl, sild, snaps og kaffekopper på, kaffekanden havde jeg i min højre hånd, Ved sammenstødet røg alting jo af bakken og et par enkelt sild var landet på Hr. Køges sko, han opdagede det ikke i bare arrigskab og skældte mig ud så det kunne høres over hele hotellet. Jeg forsøgte at være høflig og fortælle ham at han havde sild på skoene, samtidigt med at jeg ville pege på dem med min højre hånd. Resultat var at jeg kom til at hælde varm kaffe ned i skoene på hr. Køge der nu blev endnu mere tosset og stak mig en lussing så det sang, jeg flygtede væk fra ham først i et tilstødende lokale, hvor byrådet desværre havde møde så derfra gik turen gennem køkkenet og ned i vinkælderen med Køge efter mig, til mit held gled han på den stejle trappe og slog sig gebommerligt. Jeg forsvandt op igen uden at hjælpe ham. Jeg meldte mig klar til tjeneste igen hos mine kolleger, men nåede alligevel ikke ret langt før byens Borgmester Kaj K. Nielsen kom og spurgte mig, ”hvad er der galt Jan” jeg svarede ham, at jeg havde haft endnu et sammenstød med Køge og at han slog mig. Det kunne borgmesteren ikke lide at høre. Lidt efter kom så Hr Køge og ville tale med mig, han meddelte han var nødt til at fyre mig, jeg svarede desværre hr. Køge, men det kan du ikke! for jeg sagde op i formiddags, så giv mig min løn nu. Han så lige pludseligt endnu mere forvirret og vred ud i ansigtet, inden han forsvandt ind på kontoret. Efterfølgende kom han igen denne gang lidt bleg i ansigtet, vist fordi Borgmesteren lige havde fortalt ham et par småting, men ligegyldigt for han kom ikke bare med min løn, han kom med 4 måneders løn og sagde undskyld for seancen. Jeg forlod stedet og følte mig som en rig mand, jeg havde jo lige fået 2000 kr.

Laksen og Holstebrohallen.

Dagen efter ringede jeg til Restaurant Laksen bare lige for at høre om de havde en læreplads, nu var jeg heldig, for køkkenchefen spurgte og jeg kunne kende forskel på Leverpostej og spegepølse, jeg fortalte stolt at det kunne jeg da nemt for jeg havde haft køkkenskole og havde fulgt Konrad & Aksel på Tv, Finere madlavning var min stor interesse og jeg ville gerne lære meget mere. Der blev lavet en aftale og at mødes og jeg blev ansat som kokkelev til begyndelse, den 15. december 1973.
Jeg mødte op på dagen, iført nyindkøbt kokketøj, samt stolt som en pave. De 4 år som kokkelev gik hurtigt, med mødet med mange kendte skuespillere og store koncertartister på stedet, jeg følte virkeligt, at nu var jeg hvor jeg skulle være. Jeg kunne arbejde både Kreativt og konstruktivt med det jeg gerne ville. Læretiden var rig på oplevelser af de gode og nogle gange også af de sjove. Jeg kan huske at vi jo hvert år havde Revy, med mange mennesker stil spisning hver aften. Det var så populært at TV kom på besøg og skulle filme både revyen og vores madlavning, det var direkte TV og blev sendt kl. 20 om aftenen, desværre var det så ovre den tid hvor det store mad-ryk kørte, men den blev fikset med en omgang ”Tordenskjolds soldater”, hvilket vil sige! at vi kokke bar fadevis af mad ind til serveringen, hvorpå de lod som de serverede det for gæsterne. I virkeligheden gik de ind bag en højtalergruppe og så igen ud ad en dør til køkkenet, hvorpå vi kokke igen bar den samme mad ind til serveringen. Vi gjorde det godt, faktisk så godt, at en af TV fotograferne, senere anerkendende sagde til mig, det var godt nok fantastisk så hurtige i var til at få maden ind. Jeg svarede stolt at vi var jo vandt til opgaven, så vores planlægning sad lige i skabet, til at kunne leverer sådan et show.

Vi var også mange ansatte på Laksen i det daglige, der var både Steen, der var 3.års kokkeelev der jeg blev ansat, samt Røde Bent, der var 4. års elev. Bent havde sin egen bil, NSU Prinz 1000 som vi havde mange ture i Steen, Bent og Jeg, jeg husker engang. Vi havde været i byen efter arbejde og tidligt på morgenen, hvor vi købte rundstykker ved bagdøren hos bageren, hvorpå vi tog på togt ud for at fiske. Det blev nu ikke til meget med det fiskeri, for vi kørte op i klitterne ved Bovbjerg fyr hvor rundstykkerne skulle nydes først. Alt imens vi spiste rundstykker sank bilen ned i det løse klitsand og Bent opdagede, at hans lille bil ikke var helt så terrængående som han mente. Vi skulle jo hjem igen, så bilen skulle gøres fri af sandet. Bent skulle styre i mens Steen og jeg skubbede, jeg var stærk som en bjørn og skubbede bare til den lille bil, det i sådan grad at Bent pludseligt blev nervøs og skreg inde fra bilen, du må ikke skubbe så hårdt, den vælter altså nu. Det gjorde bilen nu ikke men fri kom den fra sandet, det med en sådan fart, at Bent var tæt på at køre den ud over kanten af den skråning den holdt på. Den episode er blevet nævnt mange gange når vi har mødtes, hvilket desværre er blevet en sjælden ting nu.

Den Helmuth, en Østrigsk kok vi havde som køkkenchef en kort overgang.  Helmuth var sikkert god nok, selv om han var både tandløs og havde en underlig adfærd. Han brugte mere tid på at snakke med Fru Jensen ude i buffee´n end han gjorde på at lave mad. Det var sikkert også godt nok for han glemte ofte, det han havde sat over, til stor forargelse for os andre i køkkenet. Særligt husker jeg engang han havde sat en 30 l gryde over med melboller til suppen og så bare var smuttet væk uden at holde øje. Det var denne gang vi besluttede at bare ville lade melboller være melboller og så kunne han selv redde dem når det kogte. Han reddede også selv sine boller, det blev gjort med en appelsinvand fra kassen, det i stedet for almindeligt koldt vand. Nu var det altså nok med ham og hans appelsinvand, som han drak i rigelige mængder. Jeg besluttede at nu skulle han få det lært, Da han så igen for-gud-ved hvilken gang havde efterladt en appelsinvand i køkkenet, blev noget af den hældt væk og erstattet med Tabasco i rigelige mængder. Helmuth kom farende om hjørnet den dag og snuppede sin appelsinvand, drak den i en slurk og efterfølgende med grimasser der kunne passe, spruttede og hostede over mit mix. Der gik længe inden han igen efterlod en sodavand uden opsyn.

Nye ejere og dermed ny Køkkenchef.


Det viste at blive en rigtig ”kongetid” med ejerskiftet på stedet, vi fik en ejer der forstod sig på drift af restauranter og personale pleje, Poul Nissen hed han en lige til mand, der hvis man sagde sid mening til ham respekterede det og dig som person. Turde man gå hele vejen med ham og udfordre både spisekort nye retter og måden man kørte køkkenet på, var han den bedste direktør man kunne tænke sig, Han havde som mange af de ”gamle” i branchen blot en hang til spiritus, der heldigvis altid blev nydt der hjemme, for stedet skulle jo ikke have det ry, at ledelsen var en flok fulderikker. Dog skete det enkelte gange alligevel at man fik startet på de sjove drikke i arbejdstiden, det førte dog altid til at man fik varer bragt med hjem sammen med noget mad, der lige passede til det man ønskede at drikke.
Jeg husker en særlig gang hvor Hr. Nissen og vores underdirektør skulle køres hjem af mig, i firmaets store Volvo 245 van. Mad og drikkelse blev sat i den side af varerummet og Poul Nissen, fik bugseret ind ved siden af alle varerne. Så var der underdirektør Erichsen, der i sin brandert absolut skulle sidde ved siden af mig, det var jo eneste plads tilbage. Afsted det mod hjemlige højder ind gennem byen, der havde sine udfordringer med trafiklys, Det mente Erichsen dog ikke der var nødvendigt vi skulle stoppe for når der var rødt lys. Han kommandere Videre vi holder ikke for den slags og tryk så speederen i bund, så vi kan komme hjem. Resultatet var hver gang at Poul Nissen rullede rundt i varerummet og det var vist det han morede sig over.

Vores nye køkkenchef Knud, en lille men dygtig kok, som kendte Poul Nissen fra tidligere, blev noget af det bedste, rent fagligt og kammeratligt jeg har mødt, der var lærdom og frihed under ansvar i arbejdet, men som han altid sagde laver i gas med pigerne, så vil jeg vide om det og I tager selv ansvaret også for det fis jeg laver. Der blev lavet sjov og ballade med pigerne, men med god humor det meste af tiden, en enkelt gang skete det dog at Poul Nissen fik det af vide og så ville han gerne vide hvem der havde ansvaret for missæren. Jeg redde altid trådende ud ved at sige, jeg ved ikke hvem der har æren for denne gerning, men nu skal jeg nok rydde op efter det. Det skete også dengang vi / jeg havde placeret en hinde fra kalvelever på pigernes toilet, den formet og pakket som et foster, sådan det lignede en slet gemt abort. Uheldet var, at det var fru Nissen der var kommet ind for at bruge toilettet og var bestemt ikke glad for aborten, så Hr Nissen kom i køkkenet og brummede noget om vores narrestreger, jeg ryddede op, efter af at sagt en beklagende sætning som var vel afprøvet, i den slags forhold.

Vi havde også vore andre traditioner, der eks bestod i at komme salt på ryggen af pigerne inde i smørrebrøds afdelingen og kunne man komme afsted med det, scorede det meget højt på listen over narrestreger, at knappe deres BH op mens de stod og talte skiver ved pålægsmaskinen. Det førte godt nok til lettere skæld ud fra offeret, der dog godt kunne syntes man var lidt en fingernem helt bagefter. Opvaskepigen Susanne var også et offer for den slags, men dog ikke mere et offer end jeg endte med, at være kæreste med hende i et stykke tid. Det var så til gengæld ikke uden jeg selv måtte afgive et offer. Hendes far mente nemlig, at skulle jeg være svigersøn hos ham! ja så måtte jeg bestemt gøre tjeneste i hjemmeværnet, så sådan blev det altså, jeg endte med at blive gruppefører i systemet.

Da forholdene jo var sådan, at jeg boede på byens kollegium, skete det så at jeg mødte anden til en af kollegiets gangfester.

Værnepligt, ikke helt som planlagt af mig.

 

Jeg fik eksamen som kok og dermed et svendebrev. Nu skulle jeg så være soldat som alle unge mænd fra den tid skulle. Jeg havde godt nok meldt mig til at gøre tjeneste ved luftvåbnet, det var jo i Karup og ikke så langt hjemmefra, tænkte jeg. Men nej sådan blev det ikke, jeg skulle gøre tjeneste i søværnet. Endnu engang tilsmilede heldet mig, ved et tilfælde!

Jeg skulle stille på kasernen i Auderød på Nordsjælland den 14. januar 1978 og det gjorde jeg så, efter mange timers togrejse, sammen med andre unge mænd der skulle udøve værnepligt der.

Vores deling fik udleveret udstyr og blev indkvarteret på kasernen, første dagen gik med at få skidtet sat sammen på den rigtige måde, så vi kunne stille uden for bygningen til parade hver morgen kl. 0800. Vores deling fik tildelt en super sjánt, han hed Jan Jørgensen og krævede blot at vi forsøgte at udføre de ordre vi fik givet. Så havde vi det godt med ham og han med os. Vi lærte at gå i takt og stå ret & rør, samt kom på skydebanen, med vores maskinpistoler.

Efter en rum tid blev vi omgrupperet til andre delinger, det var med henblik på de steder vi skulle gøre tjeneste. Igen heldig med valget andre havde gjort for mig, jeg endte på Danmarks flotteste skib, Kongeskibet Dannebrog. Vi var tre kokke og en bager der blev allokeret til denne nydelse af en værnepligt. Vores glimrende sergent Hellmann Petersen, der også var Banjemester på skibet Bestemte, at jeg skulle være den der var kok ved hoffet, mens de andre skulle sørge for mandskabet ombord. Endnu engang havde heldet været på min side, jeg var pave stolt og med den stolthed fulgte også ændringen af min adfærd. Jeg blev med eet! et større og stærkere menneske der turde tage meget mere ansvar.

Fra 2000 og til i dag

Mødet med Eva, endnu et dejligt minde, fra både datid og nutid.

Ny skilt og for år tilbage havde jeg så den store fornøjelse, at møde min gamle klasse- og legekammerat John´s lille søster Eva. John var den ældste af 4 søskende Lullu (Herman som han rettelig hed), samt pigerne Kirsten og Eva.

Eva var som barn, en lille spinkel og næsten undervægtig pige, lidt lyshåret og lignede vist nærmest et sugerør i vores børneøjne, modsat hendes tidligere fødte tvillingsøster Kirsten, der ikke døjede med undervægt eller nogen anden form for mangelsygdomme. Eva mødte jeg gennem en Facebookgruppe af noget stillestående karakter, der netop handler om os børn fra Gyvelvej.
Kontakten blev skabt og det blev mange meget positive timer sammen. Hun hjalp mig en del med, at indrette mit nye hjem og vi havde nogle hyggelige snakke, både her hos mig og når jeg var på besøg hos hende. Hun laver noget fantastisk godt mad, men vigtigst! Hun var super, at snakke med og vi havde nogle skønne grillaftner hos hende. En ting gjorde hun sig særligt bemærket med under en af vore hyggesnakke. Hun fremkom med bemærkningen til en eksamen jeg lige havde bestået med et helt ok resultat. Hun sagde ikke tillykke, næh hun sagde: Ja Jan, os der kommer fra Gyvelvej, er nu lavet af et helt særligt og godt stof. En sætning jeg altid vil huske. For hvor har hun ret, det bitte charmerende pjevs af kvinde, der samtidigt gav mig den dejlige oplevelse ud af mange oplevelser, at være den første kvinde jeg har mødt, som konsekvent gik klædt i kjole eller nederdel. En Rigtig kvinde efter min mening. Så en hilsen herfra til Hende må være. Go on` Eva, jeg håber heldet tilsmiler dig i rigt mål.

 
 

To be continued.