Fra Nuuk og næsten til Fanø. Denne lille fortælling handler om min opvækst og frem til nu, hvor jeg er blevet en aldrende og såkaldt voksen mand. Den er beskrivende og subjektiv i sin form og den valgt med et gran af humor, både den sorte og den lidt mere ligetil. Navnene er ændret eller helt udeladt, af hensyn til historien. Når titlen er blevet som den er, skyldes det, at har man været i Grønland som jeg i længere tid. Ja så enten hader man stedet eller også elsker man dette fantastiske land som jeg. Naturen og dets rigdomme, de enorme og pludselige forandringer der er deroppe, samt menneskene. For Grønland er jo ”menneskenes land”. Grønland er bare også så meget andet, der kan opleves og berige ens menneskelige værdier, lige fra den ene yder-grænse, af hvad man kan forstå af muligheder, til den anden grænse for undren og spekulation omkring hvorfor, hvordan osv. Særligt når man kommer fra et stærkt industrialiseret land som Danmark. Grønland er så bestemt Menneskenes land, men det er også yderpunkternes land. Både for hvad du fysisk kan formå og hvad du psykisk kan tolerere og forstå, som det menneske du nu engang selv er. Næsten til Fanø, ja det bør nok tages med gran salt, for jeg har været på Fanø flere gange, men bestemt ikke sammenligneligt med Grønland, selv om her er dejligt på Fanø, blot alt for turistet efter min mening. Den egentlige årsag til det med næsten til Fanø skyldes nu mere, at grundstammen i min familie kommer fra Jannerup lige syd for hvor jeg bor nu. Det var smeden Marius Jæger Andersen, der stiftede grundstammen af familien, jeg kender ham ikke og kommer ikke til det, han døde omkring 1500-tallet. Men sjovt og berigende er det at vide, når man tror sin mors familie kommer fra Viborg, hvor min bedstefar var saddel- og karetmager. Desværre er jeg igen født for sent til at have mødt ham. | ||||||||||||
![]() Har du lyst at se, lidt slægtsforskning og dermed familiens stamtræ? kan du klikke på nedenstående link. Jeg har søgt at lave det i så kronologisk orden som muligt. Materialets indhold kommer alene fra min moders side af familien. |
||||||||||||
Erik Ejegod.
Ernst von Gleichen. Mette
Esgesdatter Brok.
Kirsten Jensdatter Panter.
Ingeborg Pedersdatter Ulfeldt. Helene Pedersen. Anders Sørensen |
||||||||||||
Her er jeg som dreng, billedet er taget på "blå mandag". |
||||||||||||
Drengeårene. I et børnerigt land fra 1957 til 1973. Jeg blev egentligt ikke født på Gyvelvej i Holstebro, men husker intet fra de første 3 år af min opvækst, derfra hvor jeg blev født. Det selv om jeg sammen med mine forældre, ofte var på besøg hos deres gamle venner i kvarteret på Trekronervej, som vejen hed. Den lå i det sydlige Holstebro, tæt op af en jernbane. Ikke byens pæneste kvarter, men arbejdere skulle der jo også være plads til i byens samfund. Gyvelvej, stedet hvor jeg voksede op i nr. 72. Derimod Gyvelvej, hvor jeg voksede op, husker jeg som det var i går, vi var ca. 30 børn i kvarteret, der lå tæt knyttet til natur, med mark, skov og Å, samt den kendte og håndgravede ”Vandkraft sø” der jo med Vandkraftværket stemmede vandet fra Storåen op, så byen kunne få elektricitet. Gyvelvej var bygget som et statsprojekt og en stor lang vej, delt op med nogle små alleer hvor der lå ca. 8 huse på hver alle´. Det var i haverne, på marken og i skoven vi legede og byggede huler, ved åen lige op ad vandkraftværket fiskede vi, også selv om det næsten kunne kaldes for ”tyvfiskeri” i dag. For man måtte ikke fiske tættere på vandkraftværket end 200 m. og tit blev vi jaget væk; Men de fisk vi havde fanget, fik vi underligt nok altid med os under flugten fra fiske-stedet. Vi fik godt nok fanget mange fisk. Både Helt, Ørreder, ål og Geder, som blev hjembragt til familiens fælles glæde.Ja af børn var vi mange og vi var forskellige, men alligevel med forståelse og plads til hinanden, for så længe man boede på Gyvelvej, så var man altid beskyttet af sine kammerater derfra, det på trods af gentagne uenigheder, når vi blev sure på hinanden. For det bliver børn altså også, men kun i en kort rum tid, vi kunne jo ikke undvære kammeraten alligevel. Mange af os kom også til at gå i skole sammen, med de ekstra tilknytninger og udfordringer det kunne give. |
||||||||||||
![]() Her er et lille oversigtskort fra Gyvelvejsområdet med Vandkraftssøen og Storåen som perfekte medspillere. |
||||||||||||
Leg og Narrestreger. I vores lille afdeling af den store vej, havde vi både ”Elle Belle stangen” og rundkørslen med garagerne til. Det var ideelt at lege her og tit var vi rigtigt mange samlet til, at lege gemmeleg, sparke dåse og hvad ved jeg. Ved rundkørslen lå også en lille mark med buske og noget tilstødende skov, så vi kunne gemme os mange steder. Særligt husker jeg, at når tøserne som vi kaldte dem skulle være med, så var gemmestederne for os drenge altid i skoven og tæt på åen, for her måtte de nemlig ikke komme for deres forældre og små piger gør jo som mor og far har sagt de skal. I hvert tilfælde indtil de har nået en hvis alder, så stopper den også. Tøserne ja undskyld ordbruget, men det kaldte vi dem. Tøserne var der i Rigt mål, her var Hanne & Lene, Rita, Birthe, Tove, Kirsten & Eva, samt Lene H. G. og Lisbeth, samt et par andre jeg i dag ikke kan huske navnene på men husker tilhørsforholdet til, så nogenlunde. Drengene var der også rigeligt af og vi var bare nogle rigtigt ”friske” gutter, som troede at vi verdensmestre i stort set alt. Vi kunne finde på, at logge hinanden til de værste narrestreger. Blot fordi vi skulle overgå, det de andre fra vejen kunne berette om. Af drenge var så Michael L. som boede på hjørnet til Rundkørslen, han var storebror til Lisbeth, deres forældre var ”den enarmede maler” og moderen den søde fru Laursen, der altid var god for et glas saftevand og en kiks, til os unger. Helt særligt var det at opleve saftevandsgildet, når vi sad ude i legehuset hos dem og hyggede os med kortspil og andet. Så kunne det ske, at vi fik disse for tiden nye kiks med chokolade i mellem 2 kiks, men kun 1 til hver, så var resten almindelige Mariekiks. På alleen tilstødende til rundkørslen, var der dog kun det halve antal huse, med Micheal L. Lene H.G og så vejens børnerigeste familie, stedets Jehovas vidner. Her talte familien 6 piger og en dreng, familien blev senere beriget, med vist nok endnu 2 børn, ikke nogen vi rigtigt legede med, for de måtte jo ikke lege med os. For enden af den alle´ boede så Lene H.G. og hendes bror Villy. Villy var lidt ældre end os andre, men på trods af forældrenes manglende evne til, at holde sig ædru i længere tid, alligevel stedets helt store Geni. Villy vandt flere år i træk Fysikernålen i både guld og guld med laurbær. En imponerende præstation, af en dreng med de vilkår han havde. Jeg havde en tættere tilknytning til Villy end til søsteren, men det skyldes jo, at vi var drenge og han var spændende at være sammen med. Vi kunne finde på, kunne vi! både lave fysik og kemi i lange baner og skyde med luftbøsser og flitsbue, efter stort set alt hvad der bevægede sig og som evt. kunne falde ned fra Himlen også. Jeg hørte mange år efter vi var blevet voksne, at Villy desværre var blevet meget syg af psoriasis i en sådan grad, at han ikke kunne være på arbejdsmarkedet. Hvor er verden dog sommetider meget uretfærdig. Det skal dog ikke tage brodden af fortælling, om dengang Villy og jeg var ved at tage livet af den enarmede maler og hans familie. Vi havde i ly af andre forskellige afledningsmanøvre fået mulighed for, at stoppe et par store rå kartofler i udstødningsrøret på malerens, næsten nyindkøbte Morris Marina. Da så maleren skulle forsøge, at starte bilen med hele familien siddende klar til søndagsturen. Ja så ville bilen ikke lige starte første gang, så maleren gjorde flere forsøg på at starte bilen. Da det endeligt lykkedes for ham, at få bilen i gang. Var det med et kæmpe brag og efterfølge en bil fyldt med dybt chokerede mennesker, der måtte have troet at deres sidste time var kommet. Den enarmede maler stod rasende ud af bilen og råbte efter vi grinende unger, der var samlet til seancen. Det hævner sig, gør det! Men jeg husker ikke vi nogensinde fik følger at mærke efter det. Det var først ved en senere lejlighed, at den enarmede maler viste lidt vrede imod os, det var så Michael hans søn og jeg det gik ud over. Men det var også en skurkestreg af format, vi formåede at lave med maleren. Hans stolthed var nogle hjemmebyggede højtalere, som konstant blev brugt til lyden af klassisk musik, en musik art som han mente, at vi kulturelt havde godt af at lære og lytte til. Michael & jeg stødte på et stykke Hard Rock musik, der startede med lyden af klassiske strygere og blød musik, hvorpå der efterfølgende kom en hamrende hård guitar, nogle trommer og en bas der kunne vælte en hel koncertsal. Vi præsenterede musikstykket, eller rettere de klassiske dele af musikken for maleren på vores anlæg inde på værelset, sådan at vi kunne stoppe det inden han opdagede hvad der kom af musik efterfølgende og på rette tidspunkt fik vi så lov, at præsentere hele stykket på hans anlæg til afspilning, for fuldt tryk! igennem hans stolthed af hjemmebyggede højtalere der skulle kunne få det hele til at lyde bedre. Det var nu kun i kort tid, så lød højtalerne pludseligt af åndenød og afgik ved døden til de evige bas- & trommemarker, Det var Michael og jeg også tæt på gøre, men vi løb for stærkt ud af stuen. Efterfølgende var vi ”Groundet” med forbud mod at komme ind og lege hos dem i et stykke tid. Vi turde nu heller ikke. Nabo børnene Flemming og Erik var herlige drenge, Erik var lille broderen og den forsigtige men kloge dreng, mens Flemming var lidt ældre end os og pr. natur, altid ville bestemme hvad vi skulle lege. Når vi syntes han blev for træls luskede vi af op til nogle andre legekammerater og legede der. Vi spillede ellers både Kroket og badminton i deres have, ikke altid en lige populær ting hos forældrene. Desværre er Flemming ikke blandt os længere, så jeg at Erik klarer ærterne noget bedre end broderen. Familien Olsen, the Prygelknabers. Længere oppe ad vejen boede så Lille Peter Olsen og hans børn Johannes m.fl. De var områdets Prygelknabers og fik det at mærke, ved hver eneste lejlighed der bød sig. Særligt når det blev nytårsaften. En hundekold nytårsaften havde vi fundet på, at nu skulle de virkeligt gøres bange, inde hos familien Olsen. Så i ly af mørket listede vi ind til hoveddøren og bandt den sammen med, med døren til skuret, så den ikke kunne åbnes, efterfølgende sømmede vi alle vinduer i huset, så de heller ikke kunne åbnes, herfra begyndte så alle løjerne for alvor, både på taget af huset, hvor vi søgte at smide kanonslag ned gennem skorstenen, heksehyl med mere gennem brevsprækken, vi kunne høre familien hyle og ungerne skrige højlydt imens det stod på. Desværre for John ville han så på et tidspunkt være en gentleman og hjælpe familien til fred. Det skulle han ikke have forsøgt sig med. For lille tykke hr. Olsen fangede ham og midt i sin paniktilstand, var han tæt på at tage livet af John, lige indtil vi igen smed kanonslag efter Hr. Olsen, hvorpå den lille tykke mand fortrak og lod John slippe for yderligere. Olsens slap aldrig ”billigt” hverken nytårsaften eller til hverdag. Sommetider hev vi også vasketøjssnoren ned, blot for at hjælpe med at få vasketøjet ind, ved hjælp af vinden altså. Resultatet var som regel, at så måtte fru Olsen vaske om, bare ærgerligt ikke. Eller måske lige en kende over hvad vi kan tillade os i dag. Tilbage til mig og vejen igen. På min alle´ boede så Duedahls, med børnene Irma og Peter, Irma var samme årgang som mine meget ældre søskende og Peter var nok 5-6 år ældre end os og gad derfor kun i kort tid lege med os, inden han skulle videre med uddannelse. Peters forældre var dengang mega gamle i vi ungers øjne. Den søde og meget flinke fru Duedahl, var nok omkring 60 år dengang og Hr. Duedahl var nok i nærheden af 80 år, han var en rigtig gammel Gnavpot, der gik med stok og skulle sove middagssøvn. Der skulle man altså bare være STILLE, når Hr. Duedahl skulle sove til middag. Jeg ved det! for jeg blev passet der, en kort overgang. Det blev til en meget kort tid, der varede lige indtil den dag hvor Jørgen ”post” og jeg spurgte Hr. Duedahl, om vi måtte se hans træben, for sådan et havde han nemlig også. Fååårck hvor blev han sur den gamle og så var pasningstiden for mit vedkomne hos Duedahl ovre, en gang for alle. Heldige var Jørgen og jeg, Hr. Duedahl kunne nemlig ikke løbe efter os, så han nøjedes med, at sende et utal af eder og forbandelser efter os, med skrå og snustobak flyvende ud af munden samtidigt. Fru Duedahl blev så efterfølgende af Hr. Duedahl, sendt hen til mine forældre for, at fortælle dem, at jeg ikke kunne blive passet der længere og det med omgående virkning. Når nu jeg var så fræk som jeg var i Hr. Duedahls øjne. De næste dage turde Jørgen og jeg knapt nok gå forbi Duedahls hus af frygt for, at han skulle fange os. For hvad kunne der så ikke ske. |
||||||||||||
Her er jeg på besøg hjemme på Gyvelvej. Bemærk det var en tid hvor hjemmestrikkede strømper, var et "must" jeg bærer et par af fruens design.:) |
||||||||||||
Kusse-Lisbeth, hendes 2 kærester og Alpe-Poulsen med frue. Michael og jeg kunne dog ufortrødent fortsætte med lege ude, så det gjorde vi ofte. Nede i skoven var der to forskellige steder, placeret primitive gynger af os børn og til vores egen fornøjelse. Den ene af disse gynger var placeret således at man gyngede ud over en skrænt ind mod skoven og i en sådan højde, at man kunne kigge over træernes toppe, når man nåede peak på gyngens tur ud i en højde på 6-7 meter. Der var her vi en dag skulle gynge, det var min tur efter Michaels så det var jo fint. Jeg startede ud med swing på gyngen og fortsatte bare ud til Peak, men desværre også noget længere, for grenen hvor snoren sad på var knækket af råddenskab og kunne ikke holde til presset fra mit ridt ud i luften. Resultatet var, at jeg fortsatte ud i træerne vi kiggede over normalt. Heldigvis for mig var de der, de tog kraftigt af for faldet og det var kun et kort stykke tid jeg havde mistet luften og ikke kunne sige noget som helst, alt imens jeg stod og led med manglende luft, stod så Michael på toppen af den høje skrænt og skraldgrinede af mig. Med den korte kommentar, skal du ikke prøve igen? Da jeg havde fået vejret igen, sagde jeg som hans far, det hævner sig gør det! Nogle dage senere, skulle vi igen bruge gynge, denne gang var det så den der vendte ud imod Åen og offentligheden, jeg skulle gynge først og alt gik fint, sådan da. For på stien nede ved åen kom min elskede orienteringslærer fra skolen, Hr Poulsen gående med frue og sin letgenkendelige alpehue på den skaldede isse, jeg søgte at orientere Michael om, at her kom så Alpe-Poulsen gående på stien. Det var ikke meningen Hr. Poulsen skulle høre det, men det gjorde han altså, det viste sig i skolen. Da han tørt sagde, nå i fik rigtigt gynget ved åen hvad, og blev i så fanget af Lisbeths kærester? Han havde altså overværet det hele. Det med at blive fanget af Lisbeths kærester, skyldes at Kusse-Lisbeth og begge hendes kærester imens var var ankommet til stedet og havde sat sig for at drikke øl med udsigt til Åen og godt gemt i en af ”gryderne” dernede, så de havde fred fra andre. Men da Michael var kommet på gyngen og i swing ud for fuldt tryk, ned mod åen, råbte jeg på trods af, at have lovet Michael jeg ikke ville gøre det imod ham. Ned mod Lisbeth og følge Råbte jeg af mine lungers kraft, Kuuussseee Lisbeth, indtil flere gange, resultatet var, at hendes kærester var kommet stormende op og ville fange Michael, da de troede det var ham der råbte, jeg har aldrig set ham komme så hurtigt ned fra en gynge og væk imod sikkerhed. Der gik nogle dage inden vi sådan rigtigt turde nærme os stedet med gyngen igen. |
||||||||||||
Fra 1973 og til 2022 |
||||||||||||
I lære i Restaurations branchen. Jeg havde som 7årig fortalt min far at ville være kok, men vi var ikke helt enige om den sag, min far ville jeg skulle i mekanikerlære og uddannes til det, så han fandt en læreplads hos byens største og fineste værksted, nemlig Nygård og sønner, der havde folkevogn. Jeg som sagt i lære der og skulle arbejdes om såkaldt arbejdsdreng et stykke tid inden jeg var rigtigt i lære. Lønnen var bestemt ikke fyrstelig, jeg fik 6kr i timen og skulle yde lige så meget som alle andre på værkstedet. Det gik et stykke tid, indtil jeg gik ind og spurgte bogholderen om, hvorfor jeg ikke fik løn som alle andre arbejdsdrenge rundt omkring i byen, der jo fik 10 kr. i timen, det ville jeg også have. Men det kunne der ikke blive tale om, svarede bogholderen, for jeg skulle jo i lære var svaret og der var lønnen kun 6 kr. i timen, så skulle jeg bare forblive på den løn. Jeg svarede prompte at så måtte han nok hellere, bare se sig om efter en ny lærling, for jeg skulle ikke i lære og ville ikke arbejde for den løn. Så han kunne have min løn klar til om torsdagen og så gik jeg i øvrigt hjem nu. Han så måbende på mig og spurgte om jeg havde fået lov til det af min far, hvorpå jeg fortalte ham at det bestemte min far ikke, så farvel og tak til Nygård og sønner. Nu var gode råd jo så blevet dyre, jeg kunne ikke lige komme hjem og sige at jeg var skredet uden at have noget andet og bedre, så afsted det gik, ned arbejdsformidlingen for at spørge om kokkelærepladser i byen, den flinke mand dernede sagde jeg nok var lidt uheldig for han havde lige sendt en afsted på Restaurant Laksen for at blive kokkelærling og han havde fået jobbet. Men han havde da en læreplads som tjener på byens ældste hotel, nemlig hotel Schaumburg. Så der blevet lavet aftale med overtjeneren, der i øvrigt hed Kaj Heramb, en meget anerkendt tjener i området. Han var flink og ansatte mig som tjenerelev. Så starten var jo lagt først tjener, så kunne jeg blive kok efterfølgende var tanken. Det der tjener noget var nu ikke lige mig, sådan helt og fuldt, jo jeg havde bestemt elskelige kolleger, der bar både Peter Riemenschneider og de 2 søde og kønne smørrebrødsjomfruer, Jette og Marianne. Peter blev vist senere gift med Marianne, og jeg flirtede en smule med Jette, dog uden det blev til noget fast. På hotellet var der så også ejerne, for sådan nogle skal der jo også være på stedet, det var Hr og Fru Køge Jensen, Det var vist fruen i huset der ejede stedet. Men fruen havde også et par aldrende forældre hun besøgte i det sønderjyske en gang ugentligt. Det betød desværre også at Hr. Køge var stangdrukken i disse 2 dage, hvor fruen ikke var hjemme. For det meste så vi bare skyggen af ham og han fik maden m.m. bragt hjem i privaten. Men Katastroferne indtraf når Hr Køge mente, at vi på hotellet og i restauranten havde så travlt at hans nærvær var nødvendig, hvilket der godt kan bringes til diskussion. |
||||||||||||
![]() Her ses jeg med det der dengang var Danmarks største Burger. 22 kg vejede den. |
||||||||||||
En mindre- og så den store katastrofe. Søndag aften var jeg på vagt og kom fra Restauranten med en bakke fyldt med brugt service og lidt madrester, jeg skulle ud i opvasken med det dermed også runde nogle hjørner for at nå destinationen. Desværre kom Hr. Køge slingrende i sin brandert og vi stødte sammen, med det resultat, at service og andet røg på gulvet. Hr. Køge Himlede op og spurgte hvad jeg ville gøre ved det og samtidigt vide jeg hvad jeg mente om det. Svaret var for mig enkelt, det skal samles op og med hensyn til det smadrede porcelæn, Tjae det var jo bare ærgerligt. Han gik storskrydende og meget vranten væk. Min store beskytter Overtjener Kaj Heramb snakkede med mig og gav mig ret, dejligt betryggende i øvrigt. Den næste dag havde jeg delevagt og skulle så også være der både om formiddagen og om aftenen. Det var så om formiddagen valgte jeg, at tale med Kaj Heramb og fortælle ham, at jeg ikke rigtigt troede at det der tjener noget lige var mig. Kaj Heramb syntes nu jeg skulle bruge resten af dagen på at tænke over det og så give endeligt besked om aftenen. Den der endelige beslutning kom så, næsten helt af sig selv, eller rette i form af endnu et sammenstød med en beruset Hr. Køge, her var det så bare, at jeg havde en bakke med øl, sild, snaps og kaffekopper på, kaffekanden havde jeg i min højre hånd, Ved sammenstødet røg alting jo af bakken og et par enkelt sild var landet på Hr. Køges sko, han opdagede det ikke i bare arrigskab og skældte mig ud så det kunne høres over hele hotellet. Jeg forsøgte at være høflig og fortælle ham at han havde sild på skoene, samtidigt med at jeg ville pege på dem med min højre hånd. Resultat var at jeg kom til at hælde varm kaffe ned i skoene på hr. Køge der nu blev endnu mere tosset og stak mig en lussing så det sang, jeg flygtede væk fra ham først i et tilstødende lokale, hvor byrådet desværre havde møde så derfra gik turen gennem køkkenet og ned i vinkælderen med Køge efter mig, til mit held gled han på den stejle trappe og slog sig gebommerligt. Jeg forsvandt op igen uden at hjælpe ham. Jeg meldte mig klar til tjeneste igen hos mine kolleger, men nåede alligevel ikke ret langt før byens Borgmester Kaj K. Nielsen kom og spurgte mig, ”hvad er der galt Jan” jeg svarede ham, at jeg havde haft endnu et sammenstød med Køge og at han slog mig. Det kunne borgmesteren ikke lide at høre. Lidt efter kom så Hr Køge og ville tale med mig, han meddelte han var nødt til at fyre mig, jeg svarede desværre hr. Køge, men det kan du ikke! for jeg sagde op i formiddags, så giv mig min løn nu. Han så lige pludseligt endnu mere forvirret og vred ud i ansigtet, inden han forsvandt ind på kontoret. Efterfølgende kom han igen denne gang lidt bleg i ansigtet, vist fordi Borgmesteren lige havde fortalt ham et par småting, men ligegyldigt for han kom ikke bare med min løn, han kom med 4 måneders løn og sagde undskyld for seancen. Jeg forlod stedet og følte mig som en rig mand, jeg havde jo lige fået 2000 kr. |
||||||||||||
Restaurant Laksen og Holstebrohallen. |
||||||||||||
![]() Her er det hyggetid med vores glimrende køkkenchef, Knud Erik Nielsen. Når vi lagde arm, skulle det være venstre arm, for det var Knuds stærkeste arm. |
||||||||||||
Sådan Rigtigt i lære som kok, På
Byens fineste sted. Dagen efter uheldet med hr. Køge ringede jeg til Restaurant Laksen bare lige for at høre om de havde en læreplads, nu var jeg heldig, for køkkenchefen spurgte og jeg kunne kende forskel på Leverpostej og spegepølse, jeg fortalte stolt at det kunne jeg da nemt for jeg havde haft køkkenskole og havde fulgt Konrad & Aksel på Tv, Finere madlavning var min stor interesse og jeg ville gerne lære meget mere. Der blev lavet en aftale og at mødes og jeg blev ansat som kokkelev til begyndelse, den 15. december 1973. Jeg mødte op på dagen, iført nyindkøbt kokketøj, samt stolt som en pave. De 4 år som kokkelev gik hurtigt, med mødet med mange kendte skuespillere og store koncertartister på stedet, jeg følte virkeligt, at nu var jeg hvor jeg skulle være. Jeg kunne arbejde både Kreativt og konstruktivt med det jeg gerne ville. Læretiden var rig på oplevelser af de gode og nogle gange også af de sjove. Jeg kan huske at vi jo hvert år havde Revy, med mange mennesker stil spisning hver aften. Det var så populært at TV kom på besøg og skulle filme både revyen og vores madlavning, det var direkte TV og blev sendt kl. 20 om aftenen, desværre var det så ovre den tid hvor det store mad-ryk kørte, men den blev fikset med en omgang ”Tordenskjolds soldater”, hvilket vil sige! at vi kokke bar fadevis af mad ind til serveringen, hvorpå de lod som de serverede det for gæsterne. I virkeligheden gik de ind bag en højtalergruppe og så igen ud ad en dør til køkkenet, hvorpå vi kokke igen bar den samme mad ind til serveringen. Vi gjorde det godt, faktisk så godt, at en af TV-fotograferne, senere anerkendende sagde til mig, det var godt nok fantastisk så hurtige i var til at få maden ind. Jeg svarede stolt at vi var jo vandt til opgaven, så vores planlægning sad lige i skabet, til at kunne levere sådan et show. Vi var også mange ansatte på Laksen i det daglige, der var både Steen, der var 3.års kokkeelev der jeg blev ansat, samt Røde Bent, der var 4. års elev. Bent havde sin egen bil, NSU Prinz 1000 som vi havde mange ture i Steen, Bent og Jeg, jeg husker engang. Vi havde været i byen efter arbejde og tidligt på morgenen, hvor vi købte rundstykker ved bagdøren hos bageren, hvorpå vi tog på togt ud for at fiske. Det blev nu ikke til meget med det fiskeri, for vi kørte op i klitterne ved Bovbjerg fyr hvor rundstykkerne skulle nydes først. Alt imens vi spiste rundstykker sank bilen ned i det løse klitsand og Bent opdagede, at hans lille bil ikke var helt så terrængående som han mente. Vi skulle jo hjem igen, så bilen skulle gøres fri af sandet. Bent skulle styre, alt i mens Steen og jeg skubbede, jeg var stærk som en bjørn og skubbede bare til den lille bil, det i sådan grad at Bent pludseligt blev nervøs og skreg inde fra bilen, du må ikke skubbe så hårdt, den vælter altså nu. Det gjorde bilen nu ikke men fri kom den fra sandet, det med en sådan fart, at Bent var tæt på at køre den ud over kanten af den skråning den holdt på. Den episode er blevet nævnt mange gange når vi har mødtes, hvilket desværre er blevet en sjælden ting nu. ”Den Helmuth”, en Østrigsk kok vi havde som køkkenchef en kort overgang. Helmuth var sikkert god nok, selv om han var både tandløs og havde en underlig adfærd. Han brugte mere tid på at snakke med Fru Jensen ude i buffeten end han gjorde på at lave mad. Det var sikkert også godt nok for han glemte ofte, det han havde sat over, til stor forargelse for os andre i køkkenet. Særligt husker jeg engang han havde sat en 30 l gryde over med melboller til suppen og så bare var smuttet væk uden at holde øje. Det var denne gang vi besluttede at bare ville lade melboller være melboller og så kunne han selv redde dem når det kogte. Han reddede også selv sine boller, det blev gjort med en appelsinvand fra kassen, det i stedet for almindeligt koldt vand. Nu var det altså nok med ham og hans appelsinvand, som han drak i rigelige mængder. Jeg besluttede at nu skulle han få det lært, Da han så igen for-gud-ved hvilken gang havde efterladt en appelsinvand i køkkenet, blev noget af den hældt væk og erstattet med Tabasco i rigelige mængder. Helmuth kom farende om hjørnet den dag og snuppede sin appelsinvand, drak den i en slurk og efterfølgende med grimasser der kunne passe, spruttede og hostede over mit mix. Der gik længe inden han igen efterlod en sodavand uden opsyn. |
||||||||||||
Nye ejere og dermed ny Køkkenchef. Det viste at blive en rigtig ”konge tid” med ejerskiftet på stedet, vi fik en ejer der forstod sig på drift af restauranter og personale pleje, Poul Nissen hed han en lige til mand, der hvis man sagde sin mening til ham respekterede det og dig som person. Turde man gå hele vejen med ham og udfordre både spisekort nye retter og måden man kørte køkkenet på, var han den bedste direktør man kunne tænke sig, Han havde som mange af de ”gamle” i branchen blot en hang til spiritus, der heldigvis altid blev nydt der hjemme, for stedet skulle jo ikke have det ry, at ledelsen var en flok fulderikker. Dog skete det enkelte gange alligevel at man fik startet på de sjove drikke i arbejdstiden, det førte dog altid til at man fik varer bragt med hjem sammen med noget mad, der lige passede til det man ønskede at drikke. Jeg husker en særlig gang hvor Hr. Nissen og vores underdirektør skulle køres hjem af mig, i firmaets store Volvo 245 van. Mad og drikkelse blev sat i den ene side af varerummet og Poul Nissen, fik vi bugseret ind ved siden af alle varerne. Så var der underdirektør Erichsen, der i sin brandert absolut skulle sidde ved siden af mig, det var jo eneste plads tilbage. Afsted det mod hjemlige højder ind gennem byen, der havde sine udfordringer med trafiklys, Det mente Erichsen dog ikke der var nødvendigt vi skulle stoppe for når der var rødt lys. Han kommanderede, Videre vi holder ikke for den slags og tryk så speederen i bund, så vi kan komme hjem. Resultatet var hver gang at Poul Nissen rullede rundt i varerummet og det var vist det han morede sig over. Vores nye køkkenchef Knud, en lille men dygtig kok, som kendte Poul Nissen fra tidligere, blev noget af det bedste, rent fagligt og kammeratligt jeg har mødt, der var lærdom og frihed under ansvar i arbejdet, men som han altid sagde laver i gas med pigerne, så vil jeg vide om det og I tager selv ansvaret også for det fis jeg laver. Der blev lavet sjov og ballade med pigerne, men med god humor det meste af tiden, en enkelt gang skete det dog at Poul Nissen fik det af vide og så ville han gerne vide hvem der havde ansvaret for miss æren. Jeg reddede altid trådende ud ved at sige, jeg ved ikke hvem der har æren for denne gerning, men nu skal jeg nok rydde op efter det. Det skete også dengang vi / jeg havde placeret en hinde fra kalvelever på pigernes toilet, den formet og pakket som et foster, sådan det lignede en slet gemt abort. Uheldet var, at det var fru Nissen der var kommet ind for at bruge toilettet og var bestemt ikke glad for aborten, så Hr Nissen kom i køkkenet og brummede noget om vores narrestreger, jeg ryddede op, efter af at sagt en beklagende sætning som var vel afprøvet, i den slags forhold. Vi havde også vore andre traditioner, der eks bestod i at komme salt på ryggen af pigerne inde i smørrebrøds afdelingen og kunne man komme afsted med det, scorede det meget højt på listen over narrestreger, at knappe deres BH op mens de stod og talte skiver ved pålægsmaskinen. Det førte godt nok til lettere skæld ud fra offeret, der dog godt kunne syntes man var lidt en fingernem Helt bagefter. Opvaskepigen Susanne var også et offer for den slags, men dog ikke mere et offer end jeg endte med, at være kæreste med hende i et stykke tid. Det var så til gengæld ikke uden jeg selv måtte afgive et offer. Hendes far mente nemlig, at skulle jeg være svigersøn hos ham! ja så måtte jeg bestemt gøre tjeneste i hjemmeværnet, så sådan blev det altså, jeg endte med at blive gruppefører i systemet. Da forholdene jo var sådan, at jeg boede på byens kollegium, skete det så at jeg mødte en pige til en af kollegiets gangfester. |
||||||||||||
Tiden på kollegiet i Holstebro. | ||||||||||||
Jeg flyttede på et et tidligt tidspunkt i mit
liv ud på kollegiet i Holstebro, Holstebro Ungdomskollegium, som det
hed. Faktisk et rigtigt fint indrettet sted, med Hans J. Wegner møbler, eget bad og toilet på værelserne, hertil et stort fælleskøkken, hvor der kunne laves mad og holdes hyggelige "gang fester". Jeg måtte også bruge mine evner som kok, både til fælles madlavning og undervisning af de som ikke rigtigt forstod sig på kunsten at kreere de forunderlige ting, som brun sovs og hakkebøffer. en undervisning der blev brugt flittigt af de andre studerende. Kun en enkelt lykkedes det ikke rigtigt at lære kunsten, "sovs uden klumper" Det var en ergoterapeut studerende, der hed Annette. Jeg forsøgte flere gange at lære hende kunsten uden held, om det var fordi mine pædagoiske evner var optaget til anden side, når jeg underviste, er jeg stadigvæk ikke helt på det rene med. men opgaven blev kategoriseret som værende uløst og videre ud i verden måtte jeg. Her var mange venner og sjove oplevelser, der var Kurt og Inge som havde et af de store værelser, Kurt var elektriker og rallykører i sin fritid, en kunnen vi fik rigelige oplevelser med, både med håndbremsevendinger og kraftige accellerationer fra nul til 100 i hans Toyota. Der var John, fra Tarm der var i lære som tekniker hos jysk telefon, ham fiskede jeg en del med og vi hørte også kvallitetsmusik, det gjaldt om at have den helt rigtige pickup og det helt rigtige anlæg at spille på også dengang. Jytte Anker, der var min genbo på gangen og fysioterapeutstuderende, hun var en sød ven den der altid kom ind til hygge, særligt når jeg havde lånt min mors støvsuger med hjem til rengøring af værelset, så fik hun også støvsuget sit værelse og hjælp til andet ved samme lejlighed. Det var også her jeg mødte min dengang store kærlighed, med hvem jeg senere blev gift og fik næsten "villa, vovse og Volvo" Volvoén var dog en rød Vw Polo, så helt galt var det jo ikke. |
||||||||||||
![]() Her er så starten på en kagemodel af svigerforældrenes bondegård, lavet til Svigerfars 50års fødselsdag. |
||||||||||||
Værnepligt, ikke helt som planlagt af mig. I Danmark, kan man ikke få tildelt bedre muligheder end jeg fik her ombord på Kongeskibet Dannebrog! |
||||||||||||
![]() Plus Esse Quam Simultator At jeg mangler det reglementerede slips til uniformen, skyldtes at mine 2 slips var udlånt til prinserne og jeg ikke lige havde husket at få dem tilbage igen! |
||||||||||||
Jeg fik eksamen som kok og dermed et svendebrev. Nu skulle jeg så være soldat som alle unge mænd fra den tid skulle. Jeg havde godt nok meldt mig til at gøre tjeneste ved luftvåbnet, det var jo i Karup og ikke så langt hjemmefra, tænkte jeg. Men nej sådan blev det ikke, jeg skulle gøre tjeneste i søværnet. Endnu engang tilsmilede heldet mig, ved et tilfælde! Jeg skulle stille på kasernen i Auderød på Nordsjælland den 14. januar 1978 og det gjorde jeg så, efter mange timers togrejse, sammen med andre unge mænd der skulle udøve værnepligt der. Vores deling fik udleveret udstyr og blev indkvarteret på kasernen, første dagen gik med at få skidtet sat sammen på den rigtige måde, så vi kunne stille uden for bygningen til parade hver morgen kl. 0800. Vores deling fik tildelt en super sjánt, han hed Jan Jørgensen og krævede blot at vi forsøgte at udføre de ordre vi fik givet. Så havde vi det godt med ham og han med os. Vi lærte at gå i takt og stå ret & rør, samt kom på skydebanen, med vores maskinpistoler. Efter en rum tid blev vi omgrupperet til andre delinger, det var med henblik på de steder vi skulle gøre tjeneste. Igen heldig med valget andre havde gjort for mig, jeg endte på Danmarks flotteste skib, Kongeskibet Dannebrog. Vi var tre kokke og en bager der blev allokeret til denne nydelse af en værnepligt. Vores glimrende sergent Hellmann Petersen, der også var Banjemester på skibet Bestemte, at jeg skulle være den der var kok ved hoffet, mens de andre skulle sørge for mandskabet ombord. Endnu engang havde heldet været på min side, jeg var pave stolt og med den stolthed fulgte også ændringen af min adfærd. Jeg blev med ét, et større og stærkere menneske der turde tage meget mere ansvar. Oplevelsen og togtet med kongeskibet. Det at være soldat i søværnet gav dengang først 4 månder som rekrut i Auderød, med oplæring som rigtig soldat, for så når vi havde vores destination bestemt, specialuddannelse som tjenestegørende på Kongeskibet Dannebrog. Vi blev dengang udvalgt 34 værnepligtige soldater fra det "kuld" der indkaldt til aftjening af værnepligt den 14 januar og så 9 måneder frem. Vores specialuddannelse bestod bl.a. i brændslukning, søredning, skydning, challupsejlads og endeligt korrekt optræden overfor de kongelige, sidst men ikke mindst forskellen på når vi var nedendæk og ovendæk, for her var der forskel, ikke mindst når vi var iklædt vores fine hvide uniform, som vi jo kun var 34 af i hele landet der måtte bære. Vi bar den med stolthed den uniform, sådan var det bare. Livet ombord.
Livet ombord på Danmarks smukkeste skib, var jo en både tryk og lidt
speciel oplevelse for os værnepligtige. Vi havde ganske vist, de samme befalingsmænd og nogle af officererne
med fra vores rekruttid i Auderød, men det var andre og nye omgivelser
end de gule barakker, med 10-12 mands stuer og gamle køjesenge, vi kom
fra. Det var nu kun rart at slippe for den gamle kasserne deroppe, der
jo lå et stykke ude på landet, i forhold til hvad jeg kom fra i
Holstebro. Dagen kom da vi skulle fragtes ind til påmønstring på skibet for
første gang. Vi blev kørt fra Auderød i store lastbiler med bænke på
ladet, der var naturligvis en presenning til at beskytte os, men koldt
var det alligevel. Køreturen var lang og knap så
behagelig som i en bus. Efter et stykke tids kørsel kom vi ind mod
København, hvor en af gasterne begejstret sagde, se byskiltet. Der står
Storkøbenhavn, så nu er vi der snart. Jeg tænkte stille, ja de skal jo
også gøre noget stort ud af alt her i denne by, så hvorfor ikke skrive
Storkøbenhavn. Dengang var regnbue flaget jo ikke opfundet i København,
så skiltet var et sort/ hvidt af slagsen og ganske almindeligt over hele
landet. Vi kom til Holmen den gamle flådestation og var på rundvisning
inden vi skulle mønstre for Jagtkaptajnen, der stod klar til inspektion
af de nyankomne gaster til skibet. Efter mønstring var det ombord med
fuld oppakning og ned på de anviste køjepladser. Der var den nederste
var dronnings kvarter og den øverste var kongens kvarter, som det
hedder. Jeg kom på kongens kvarter af hensyn til, at jeg så hurtigere
kunne komme på dæk hvis der kom forsyninger og ligeså jeg
skulle i Hofkabyssen, der jo lå på samme plan som Kongens kvarter. Vi havde lært, at på et skib havde man altid mere end det ene job vi
havde titel af. Jeg var også afløsende gast i mandskabscafeteriet og
flaggast på skibet. Jobbet hos mandskabet var desværre en form ugens
gæst eller sådan, for jeg husker kun enkelte gange jeg udførte dette
hyggelige job. Jobbet som flaggast blev til gengæld aldrig udført, for
jeg havde primært arbejde de fleste gange jeg skulle bruges og der var
ingen af de andre som havde brug for afløsning. Vi havde en fri omgangstone, med ansvar og respekt for hinanden og
rangen op ad i systemet. Vi havde mulighed for toldfrie indkøb, hos
”høkeren” der også var vores banjemester, men kun når vi var i
internationalt farvand. I hjemmehørende farvand var det samme regler som
hos almindelige danskere. Med andre ord, skibet var vores hjem og
tjenestested på en gang og vi havde den luksus at det var en sejlende
”tysklandstur”, Når mulighed bød sig. Der blev også købt ind til
personligt lager, så vi kunne nyde det når vi var hjemme. Personligt
havde jeg som Hofkok, den fordel at måtte lagre mine indkøb i
Hofkabyssen, så mine ting var fredet for tolderne, der var enkelte
kammerater der benyttede sig lidt af det der med, at jeg også beskyttede
dem når vi var i byen, så jeg kunne vel også lige beskytte dem imod
tolderne. Jo Kokken er ”gud” på et skib, sådan har det vist altid været
i søfartshistorien. Men selv kokken ”gud” kan komme uheldigt afsted, på nogle af vore
togter havde vi både læge og præst ombord, hvilket var et must og ganske
hyggeligt med den form for tryghed også. Det der med lægen var ikke helt
godt alligevel, inden vores største togt havde vi besøg af en kaptajn
fra garderne, der blev vist rundt på skibet, jeg mødte ham og vores
Gnist, der var løjtnant på vej op på dækket, jeg kunne ikke helt lade
være at sniffe højlydt, som rekrutter havde vi jo lært, at landkrabberne
lugtede af hest og olie, hvilket kun var vores interne drillerier. Men
sniffet højlydt blev der og vores gnist vendte sig om, med fast blik i
øjnene og sagde kort,” ja her lugter en del af hest” men vi går nu og
opfør dig så pænt. Dagene gik mens vi gjorde klar til afgang fra bøje-1
i København, nu skulle vi på togt og denne gang i 3 uger, så vi var
opsatte på at gøre det godt. Alle var påmønstret til tiden og klar, så
var det den slet skjulte overraskelse kom i form af en skibslæge i
garder uniform med kaptajnsrang. Kære læser du kan sikkert selv regne ud
hvem den kaptajn var, vores før omtalte kaptajn. En rigtig flink mand,
med god humor i øvrigt, det fandt jeg ud af da jeg dagen efter afgang
vågnede med et bygkorn i øjet på størrelse med bordtennisbold, så det
var mig umuligt at se ordentligt, så ned til lægen efter hjælp, dog
først efter af vores gnist havde tilset mig med et råb om at hofkokken
har fået et tiltrængt sæbeøje, lægen tilså mig og sagde ja vi har 2
behandlinger for så svære tilfælde, den ene er ”kølhalning” som du burde
have, den anden er denne salve som jeg giver dig og du skal smøre med 3
gange dagligt, jeg takkede for god behandling og skyndte mig tilbage til
arbejdet. Livet ombord var også andet end blot arbejde og pligter, vi havde
mange hyggestunder i vores lille mandskabs-cafeteria, ud over den
daglige forplejning, fik vi også tid til at snakke og tid til diverse
kurser, både knob binderi og navigation blev vi tilbudt, vi havde kaffe
ad libitum og kunne købe os en øl/vand hvis vi havde lyst til det, vi
kunne se fjernsyn og spille brætspil, dengang var der jo ikke noget der
hed PC. Eller Packmann. Vi var nu også godt forsynet uden de ting. Vi
kom hinanden meget mere ”Ved” og havde et kammeratskab af format. Et
venskab og hjælpeånd overfor hinanden, man sjældent træffer andre
steder. Jeg husker en dag mens vi i søen under sejlads til Oslo, hvor en af
mandskabskokkene kom til mig og sagde, jeg du ryger, kan vi ikke lige
dele en smøg os to, jow da sagde jeg, og knækkede den tændte cigaret
over i 2 halve, gav ham den ene halve med et sådan min ven, alt for dig.
Knud Erik som han hed, kiggede forstyrret på mig og sagde kort, enten er
du skide skør i bolden eller også har du for mange smøger, jeg kiggede
på ham og sagde, så er det nok det sidste, her er 2 smøger du kan nyde,
indtil høkeren åbner igen. Du har jo ingen lige nu. Sådan delte vi tingene med hinanden, selv om vi også havde små
fredelige og interne konkurrencer. Vi var på en træningstur hvor det var muligt for de af os der kunne
lide at fiske gjorde det, her opstod der så en spontan konkurrence
mellem mig og vores sølvkammergast, der vildt gerne ville vædde en halv
flaske whisky, til den af os der fangede den største fisk, han havde
vist luret, at jeg stod og pirkede med havørred-blink og vi var i et
torskefarvand, så den whisky kunne han nemt vinde. Det var en lidt sjov
konkurrence for først fangede han en torsk, så jeg en der var større end
hans fisk og sådan fortsatte det, indtil vi ikke kunne bruge flere fisk
i kabyssen, whiskyen blev min og jeg ved han husker det stadigvæk, for
sidst vi var sammen nævnte han det med et skævt smil og en kommentar om
de pokkers havørredblink. Togterne. Dette er egne oplevelser subjektivt beskrevet, fra mit liv i forbindelse med dette herlige skib og dets besætning og særligt den skønne oplevelse at arbejde for Danmarks Kongehus. De officielle beskrivelser om togtet kan læses på siden Dannebrog. Borholm. Fæøerne. Oslo. Sallingsundbroen. Flensborg. Vi tidligere og nuværende Dannebrogs-sejlere mødes stadigvæk en gang om året på det kære Kongeskib og nyder oplevelsen med snak og let anretning, en fantastisk gestus fra Kongehuset, at vi har en stående invitation til at mødes på skibet. Det er også med nogen stolthed jeg er den glade ejer af det nye og broderede mærke, der viser jeg tilhører skibet. |
||||||||||||
![]() ![]() |
||||||||||||
Hjemmeværnet hænger ved. |
||||||||||||
Ja Hjemmeværnet hænger ved, som siger det. Jeg har været glad ved
både den uddannelse jeg har fået og de oplevelser og kammeratskaber det
har givet i forbindelse med arbejdet for at beskytte vort land Danmark.
Det er ikke uden tilfredshed jeg her under kan fremvise, bare nogle få
af de udmærkelser jeg har opnået i Hjemmeværnet. |
||||||||||||
|
||||||||||||
![]() |
||||||||||||
|
||||||||||||
Ny viden, ny uddannelse og nye muligheder. |
||||||||||||
Fra 1980 og frem til 1985 boede jeg i Vejle sammen med min daværende
kone Birgitte, hun havde fået arbejde som ergoterapeut på sygehusets
psykiatri afdeling, vi havde købt hus i Bredballe og nød tilværelsen
ganske fint, med "villa, vovse og Volvo" som man jo siger. en af Hendes
kolleger spurgte mig en dag om jeg kunne hjælpe ham med at lave en
indkøbsliste, han skulle bruge som hjælp til en såkaldt galelejr, der
skulle afholde for en gruppe af landes psykiske patienter og behandlere. Jeg svarede at skulle jeg lave en sådan liste ville jeg også lave maden, for der var alligevel ikke 2 kokke der lavede mad ens, og slet ikke kokke og økonoma-elever, som det var påtænkt der skulle lave maden. Sådan blev det, jeg lavede mad til 70 personer i 14 dage stort set 24-7. Jeg havde eet af civilforsvarets telte til rådighed, indrettet med 3 langborde, 3 gruekedler, 2 store frysere og så lige det det Aller vigtigste, 2 stk. junger på 40 liter, indrettet så man kunne lave kaffe i dem. som køkkenhjælp havde jeg Carl, en ældre herre som var ganske arbejdsom, han skrællede kartofler og hentede vand i store dunke. Vand havde vi nemlig ikke i selve teltet, så det skulle hentes. ![]() Selve oplevelsen med at være i lejren var en ganske givende oplevelse, både samværet med patienterne og med behandlerne var af de bedre. Jeg fik herigennem udfordret mine holdninger til hvordan "folk" var og "skulle" være ifølge min opfattelse. Jeg husker særligt en der viste sig at være professor og lærebogsskribent, "Fessor", som jeg vil nøjes med at kalde ham, traskede altid rundt i et par slidte Jeans, en stor islandsk sweater og så læderjakke ovenpå det hele. Mit første møde med ham førte til at jeg sådan lidt "kloge Åge agtigt" spurgte til ham, med hvordan havde det og hvad han ellers fik til at gå med i lejren. På mit spørgsmål om hvad han så lavede til dagligt, var han ved at "vælte" mig og min opfattelse af verden fuldstængt, for der lød bare et lakonisk, ååh det er så kedeligt, jeg arbejder på Københavns universitet som professor i psykiatri og skriver lærebøger, til alle de andre behandlere der er her, så jeg er her egentligt kun for at være på samme plan som dem, for en tid. Selve lejroplevelsen var de bedre bekendtskaber med tilværelsen og den personlige udvikling. men sandt at sige jeg havde svært ved at indleve mig helt på samme måde som de andre deltagere, der var både rundkredsmøder hverdag, som jeg !pine Død" var tvunget til at deltage i, fordi man ville have min planlægning for dagen at vide, samt jeg skulle fortælle hvad jeg syntes var godt og mindre godt.. Vi have forskellige arrangementer med folkedans hvor jeg også deltog, på det tidspunkt i mit liv, dansede jeg som "en sylfide, med gummistøvler på" Men spændende var det og udviklende ligeså, modtagelse af lærdom må man aldrig afslå. |
||||||||||||
Fruen ville hjem til de vestlige kanter igen. (igen et bevis for at kvinders egoisme er uovertruffen) I 1984 Mente fruen i huset hjemme, at nu havde vi været i den sydlige del af Danmark længe nok og vi skulle nærmere familien. For husfredens skyld bøjede jeg mig og vi solgte hus og drog af med destination mod Nordvest. Det endte med at blive Struer, sådan du ved på den rigtige vej, med huset placeret på den rigtige side af vejen og i den helt perfekte del af byen og selvfølgelig en udsigt over Limfjorden. Vi havde nu et hus på 160 kvm. og en forsømt, men stor have. Som havemand gik jeg så bare igang, fik placeret nogle drivhuse på grunden, for man skal da ikke nøjes med 1 drivhus, når man nu har mulighed for 2, jeg fik gravet havedam og planlagt bede, startet noget af landets første beplantning af markblomster i bed. Det blev brugt som underdække til en række træer, der dannede hæk ud mod kvarterets hovedvej, et arrangement der fik folk til at standse op og iagttage beplantningen, det blev faktisk "the talk of the Town" som man siger. Desværre for os i kvarteret havde vi en enkelt beboer der havde lidt storhedsvanvid, han var i øvrigt direktør på byens store og stolte radio & TV fabrik. Hans storhedsvanvid skulle vise sig i hans adfærd overfor naboerne, mente vist han kunne gøre som det passede sig bedst for ham. Det blev bevist ved et gæstebesøg han havde, de kom flyvende fra Frankrig i helikopter og landede bare på hans græsplæne. For at glæde familien foretog de flere rundflyvninger i området, med overflyvning hen over huse og haver i nabolaget. Resultat min og mine naboers have, havde nu en alternativ form for beplantning, en beplantning der lå helt fladt ned langs jorden, både hæk og drivhuse, så ud som noget de havde gennemlevet en ny verdenskrig og stod ikke til at redde. |
||||||||||||
Tilsynstekniker og hvad så. Jeg arbejdede i perioden på Vestjyske slagterier og fik herigennem muligheden for en ny uddannelse, som Tilsynstekniker. En Tilsynstekniker er en slags supplement til dyrlægerne på slagteriet, vi lavede det samme arbejde som dem, men skulle spørge hvis vi ville kassere dyret helt, af medicinske årsager. Jeg arbejder der i ca. 9 år og havde lært at hvis man ville noget i det statslige system, skulle man både uddanne sig og prøve nye destinationer, som arbejdsplads. Som sagt så gjort, jeg fik diverse uddannelser i tillæg til mit område og flyttede så senere til Skive-slagteri, for at arbejde som tekniker. Hvad jeg ikke vidste om stedet var, at her var enorme samarbejdsvanskeligheder og det havde været sådan gennem en årrække, uden nogen løsningsform. vanskeligheder eskalerede og nåede et vist klimax da en af folkene i gruppen, gik direkte i radioen med nogle ret så negative udtalelser om stedet. Hele topledelsen kom fra København og uddelte skideballe til alle, ingen undtagen jeg udtrykte sig til dem. Jeg gav dem mine klare holdninger omkring løsningen af konflikterne med et forslag om, at man startede med medarbejder samtaler, det var nyt først i halvfemserne. Man tog det i brug og en uge efter var vi igang med samtalerne, fortaget af selvsamme ledelse fra København. Resultatet var at nogle af medarbejderne fik det man kalder for et "tilbud fra ministeren" som de ikke kunne afslå. Vi fik ny ledelse på stedet, en af mine tidligere kolleger fra Struer. Vi fik også lavet en medarbejderklub, der sørgede for mange sociale tiltag, med spisning ude om aftenen, golf og bowling etc. det kørte bare på skinner og blev til en dejlig arbejdsplads. Jeg var der dog kun nogle måneder efterfølgende, inden jeg diskret blev spurgt, om jeg kunne tænke mig en plads på hovedkontoret i København, jeg sagde selvfølgelig tak til tilbuddet og drog afsted en måned efter. Det var en travl og meget spændende tid i København, jeg fik mange god venner der førte mere med sig end man lige forventer af et nystartet engagement som dette. Arbejdsmæssigt var det et drømmejob, med frihed under ansvar og gode kolleger. en af vore traditioner på kontoret var om fredagen, skulle der hentes Tebirkes til formiddagsmødet. Det var altså ikke bare tebirkes som vi får det her i Jylland, nej det var tebirkes, lune og med så meget remonce, at nå bageren tog dem af pladen for at ligge dem i bakken til os, så kunne man se "gardiner" af remonce trække sig efter brødet. Med sådan en til kaffen, så har man virkeligt fået kaffebrød. Det var Clemme, vores kontorchef, der stod for den del af festen og som alt andet, så gjorde han det super godt. Frokosten var jeg også forkælet med, den blev indtaget i samvær med Ole Kopp, der var tidligere departementschef i justitsministeriet og nu vores Direktør. Ole var også fra Lemvig og det afspejlede sig meget hos ham, han elskede når der kom en fra egnen, men frokosten var også vores daglige møde, hvor vi diskuterede tiltag omkring planer og sammenlægningen til det kommende og nye fødevareministerium, der jo kom til at bestå af fiskeri- & landbrugsministeriet, samt nogle styrelser vi skulle sammenlægges med i fremtiden. Det var for Ole betydende at jeg var med, da jeg også havde både en del af økonomien og nogle tilsyn med eks. tobak og spiritus, der jo hører under den gruppe der hedder nydelse- og rusmidler, så her var tilsyn med alt, lige fra Whisky og tobak til vingummi/ slik. Det var lidt en mundfuld, men spændende var det. Det er sikkert ikke nødvendigt at tilføje, når man arbejder i et ministerium, så er det også forbundet med udsendelse af "visse signaler" jeg tænker her på hierarkisk set. Ja så fortalte antallet af vinduer i kontoret noget om placeringen i hierarkiet. Jeg havde 2 vinduer, konferencebord og egen altan, Jeg var altså noget ved musikken, som man siger. Det var selvfølgelig ikke arbejde alt sammen, mens jeg var i København, der var også tid til cafe-besøg og kig på nattelivet, det gav også nye bekendtskaber, man skulle bare huske at komme på de rigtige steder, så var der ingen problemer med byturene i natten. Faktisk var de ret så hyggelige. Det var på sådan en bytur jeg mødte Friederikke og Bo. Bo var IT mand og arbejdede ved Microsoft, Friederikke var Logopæd og lærte mig en del om at bruge af stemmen som vi er skabt med, samt meget andet jeg holder privat. Et meget interessant bekendtskab af de mere kreative slags, der bibragte sig et varmt forhold i tilgift. Vi havde også nogle hyggelige fester rent privat, med sushi, vin og sang det meste af natten. Men tiden i København skulle ikke vare evigt, grundet de familiære relationer, der gerne så min tilstedeværelse i det jyske, drog jeg af tilbage til Holstebro. Med arbejde på det lokale slagteri, det var desværre lidt for meget en "syklub" for mig, så jeg skiftede karrieren ud med en IT relateret karriere og det var med den i bagagen jeg drog til Grønland. Turen og livet i Grønland kan du læse om på min Side om det Grønlandske, her er også mange tilhørende billeder fra det smukke land og dets dejlige indbyggere. |
||||||||||||
Mødet med Eva, endnu et dejligt minde, fra både datid og nutid. For år tilbage havde jeg så den store fornøjelse, at møde min gamle klasse- og legekammerat John´s lille søster Eva. John var den ældste af 4 søskende Lullu (Herman som han rettelig hed), samt pigerne Kirsten og Eva. Eva var som barn, en lille spinkel og næsten undervægtig pige, lidt lyshåret og lignede vist nærmest et sugerør i vores børneøjne, modsat hendes tidligere fødte tvillingsøster Kirsten, der ikke døjede med undervægt eller nogen anden form for mangelsygdomme. Eva mødte jeg gennem en Facebookgruppe af noget stillestående karakter, der netop handler om os børn fra Gyvelvej. Kontakten blev skabt og det blev mange meget positive timer sammen. Hun hjalp mig en del med, at indrette mit nye hjem og vi havde nogle hyggelige snakke, både her hos mig og når jeg var på besøg hos hende. Hun laver noget fantastisk godt mad, men vigtigst! Hun var super, at snakke med og vi havde nogle skønne grillaftner hos hende. En ting gjorde hun sig særligt bemærket med under en af vore hyggesnakke. Hun fremkom med bemærkningen til en eksamen jeg lige havde bestået med et helt ok resultat. Hun sagde ikke tillykke, næh hun sagde: Ja Jan, os der kommer fra Gyvelvej, er nu lavet af et helt særligt og godt stof. En sætning jeg altid vil huske. For hvor har hun ret, det bitte charmerende pjevs af kvinde, der samtidigt gav mig den dejlige oplevelse ud af mange oplevelser, at være den første kvinde jeg har mødt, som konsekvent gik klædt i kjole eller nederdel. En Rigtig kvinde efter min mening. Så en hilsen herfra til Hende må være. Go on` Eva, jeg håber heldet tilsmiler dig i rigt mål. Det er faktisk dette møde der har givet det endelige spark til alle disse skriblerier. |
||||||||||||
Cypern en smuk og spændende Ø, med mange stridigheder. | ||||||||||||
En lille sød
ferie oplevelse. Ja dengang, altså midt i halvfemserne, var det muligt at sætte sig ud i lufthavnen, kontakte et rejsebureau og sige, jeg har 800 kr. hvor kan du sende mig hen for det? Det første rejsebureau, havde intet, men sagde prøv hos Simons, de har måske. Som sagt så gjort, jeg fik en flybillet til Cypern og fik i flyveren tiltusket mig egen bungalow for 300 kr. i en uge. Så skulle jeg jo bare sørge for kost til opholdet og så ellers ud at opleve hvad jeg stødte på. Jeg var godt langskægget da jeg satte mig ind i flyet og lignede sikkert noget der var forsømt eller på flugt fra noget jeg ikke ville være ved. For et sødt lidt ældre ægtepar, Jens Peter & inge Marie som de hed, syntes bestemt jeg skulle følges med dem rundt til oplevelser på Øen, det gjorde vi så til fælles glæde. Cypern var i den sommer, som i mange andre perioder påvirket af konfilkt mellem Grækenland og Tyrkiet, der for begge landes vedkomne ville have den nationale ret over øen, med et resultat der førte til internationale miltærbaser og ingenmandsland tværs igennem øen, der bevogtede grænser af græske og tyrkiske soldater/ frihedskæmpere, der alle villebeskytte deres teritorie på Øen. Selv om Cypern er en vulkansk Ø, er der både frodigt og en meget afvekslende natur, samt både industri og landbrug også i "ingen-mands-land" skulle vi senere erfare. Min ide var at skulle jeg rundt og se, måtte det blive lidt på egen hånd, altså ikke med disse arrangerede busture hvor en guide står og fortæller ud fra et manuskript, de har lært om stedet. Så det blev i fælles enighed arangeret med leje af 2 små scootere som vi så kunne komme rundt på og opleve alt på lidt tættere hold. Dog blev det også til en enkelt af disse busture med guide, der nu var ganske interessant at være med på. På busturen kom vi bl.a. forbi den engelske militære base og fik set lidt om deres luksusophold på øen, det kunne Jens Peter også berette om fra sin tidlige tid som dansk FN soldat på stedet. Videre op i bjergene hvor vi besøgte de lokale i en lille bjerglandsby, med egen hjemmebrænderi etc. vi fik lov at smage på varene, deres UZO noget andet og stærkere brændevin samt en helt fantakstisk dessert rødvin, der var så lagret at vinen smagte af rosiner og vindruer. skøn oplevelse også det at opleve de få mandlige turister der absolut skulle have nogle ordenlige sjusser af det der brændevin på ca. 70 %, de fik ild i halsen og meget underholdende ansigtsudtryk når de drak, den ældre herre som uddelte smagsprøverne må have moret sig meget over det. Jeg selv smagte på UZOen og vinen som jeg købte nogle flasker med hjem til Danmark af, vist nok mit største turistkøb nogensinde, men det var det hele værd. Vi fortsatte med bussen længere op i bjerne, hvor vi kom til et kloster. Om Klosteret påstod man at alt der kunne forgyldes med 24 karat guld var blevet det og at det fungerede som en slags græsk nationalbank, det var så derfor man heller ikke måtte filme derinde. Ja i klosteret var der meget forgyldt og et ellers smukt sted, meeen det der med ikke at filme derinde, var vist noget turist noget, for ved udgangen kunne man købe videofilm fra Kirken/ Klosteret, sådan til rigtige tursitpriser, jeg købte nu ingen, men havde forsigtigt snydt mig til, at tage et par billeder derinde. Det var den tur, med mange indtryk og hjem i min erhvervede bungalow, en tur i pølen, lidt at spise og så slappe af til næste dag. Jens Peter, vidste at selv om noget mere lignede en "markvej" kunne det godt være en helt offentlig traffikeret vej som blev benyttet til forbindelses trafik. Vi kom da også ud af nogle af disse grusveje for at nyde naturen og hvad der ellers kunne opleves af småbyer etc. Det var på en af disse ture jeg var kørt lidt i forvejen for sådan at se hvad en scooter kunne på en grusvej :) men ak og ve, pludslig måtte jeg bare bremse og gøre holdt, med begge armene i vejret kiggende på den soldat der nu holdt en AK47 i maven på mig og spurgte hvad jeg skulle her. Jeg forklarede at jeg jo bare var dansk turist, så han skulle bare tage det helt roligt, soldaten replicerede at jeg skulle vende om og køre tilbage hvor jeg kom fra, for ellers ville jeg blive skudt, Ja ikke af mig som soldaten sagde, men af de der som ligger på den anden side af grænsen. Der på den anden side af grænsen kunne jeg så ganske rigtigt se en "stilling med sandsække og et blikskur indeholdende et maskingevær af pæn kalbier. I mellemtiden var Jens Peter og frue nået frem til stedet hvor jeg var og kunne følge optrinet, vi vendte scooteren og snakkede om hvor vi så kørte hen. Jens Peter havde set vi kunne dreje af lidt længere nede ad grusvejen, så det gjorde vi. Men kun for en kort distances vedkomne, så stødte vi på et Y-kryds, med vejskilte jeg ikke helt var tryk ved. De var fyldt af skudhuller, så store som bogstaverne på skiltene. Jeg standsede og sprugte Jens Peter, Hvor synes du nu vil skal køre hen?? der blev repliceret med et omgående "vi kører hjem nu", som sagt så gjort og resten af dagen blev med Pool afslapning og kølige drinks. Der var nok en oplevelse der lige skulle fordøjes og skylles ned. Larnaca. Larnaca er kendt for Foinikoudes, som er byens kystpromenade med palmetræer, Sankt Lazarus Kirke, moskeen Hala Sultan Tekke, Kamares Akvædukt og Larnaca Borg. Byen er bygget på ruinerne af oldtidens Kition, som var fødested for filosoffen Zenon, der grundlagde stoicismen. Cyperns primære lufthavn, Larnaca International Airport ligger sydvest for byen. Larnaca har desuden en trafikhavn og en lystbådehavn. Larnaca er en tidligere meget smuk og ganske befolket by på Cypern, idag er det desværre en spøgelseby midt ude i "ingenmandsland", det er kun tilladt for ganske få at komme der, det er for de flestes vedkomene landmænd der har dyr og jord som skal plejes omkring byen. Det var også her den tidligere Danske FN base lå og vore soldater i fritiden kunne nyde både badeområderne og bylivet i en mere civiliseret form. Vi var taget på opdagelse ud for se det vi kunne komme til, men måtte standse op med en afstand på et par km. til byen. Vi fandt et sted med lidt træer og en gryde vi kunne hygge med frokost i, ganske vist tæt på en af de før omtalte grænseposter, der skulle vise sig at være en mere tablere en af slagsen, murstenhus og vagtmandskab, samt asfalteret vej. Nu kunne vi med vore kikkerter se ind over byen, eller rettere spøgelsesbyen der var tilbage fra fordoms storhedstid, uden de påførte krigskader. Hyggeligt var det også at vi samtidigt kunne konstatere vi ikke var ene om at blive sendt retur fra en grænseovergang. |
||||||||||||
Lige nu og her! |
||||||||||||
I dag er jeg 66 år og kan se tilbage på et langt og fornøjeligt liv.
Jeg er flyttet til en skøn lille by i det vestjyske tæt på familiens
anested Jannerup. Jeg lever som Senior førtidspensionist på grund af
nogle fysiske skavanker jeg har pådraget mig ved en faldulykke, men selv
om jeg er fuldt mobil, selvfølgelig med begrænsninger, der gør jeg ikke
kan udfylde et job, føler jeg mig heldig. Jeg udfylder hverdagen med pasning af min have, gåture, gymnastik og Billard på klubplan. Jeg har været særdeles heldig med den billardklub jeg er medlem i, det er skønne mennesker og dygtige spillere, der ved hvordan man både dyrker sporten og hygger sig gevaldigt og så kan jeg jo trives med sporten som kognitiv træning også. To be continued. |
||||||||||||
![]() |
||||||||||||
2 Slanke og en tyk i midten. | ||||||||||||
Tarm, en by i Ringkøbing, Skjern kommune. Historien er beskrivende og subjektiv i sin form og den valgt med et gran af humor, både den sorte og den lidt mere ligetil. mange navne er ændret af hensyn til historien. Tarm betyder egentligt en lang tynd stribe, men den har udviklet sig til lidt mere den kære by. | ||||||||||||
Byen som sådan har nogle ganske fine handelsmuligheder og et fritids- og socialt liv der spænder vidt, faktisk langt mere end man burde forvente af en by i denne størrelse, godt 4000 indbyggere. I byen er der både forsøgshave, 2 fitnesscentre, billardklub, 3 supermarkeder og flere automekanikere, en handelskole og en folkeskole. Ja vi har også et landskendt Marked om sommeren, stiftet af nu afdøde Otto Frischmann Povlsen, en kær gammel kollega. Ja vi har endda egen kirke med en kirkegård der flere gange er præmieret for sin udsmykning af området. Vi har eget sundhedscenter, der af regionen er tænkt udviddet til noget større med flere funktioner, ganske vist på sigt. Der altså "fut" i Tarm. Med hensyn til førnævnte kirke og tro, så har jeg hidtil haft den opfattelse at kristendommen og ham den øverste for troen, var afgået ved døden for længst. Ikke her i Tarm altså, her må man vist sige at det er mere "hot" end noget andet sted i landet, vi brænder præstegården af, sådan cirka hver 5. år, så der er altid nye omgivelser til kirkefolket. Byen er en helt typisk lands- og stationsby, der alligevel adskiller sig meget fra det man kender, med næsten stagnerede soveby miljøer. Det er en såkaldt venstrekommune Tarm ligger i med egne lokalpolitikere, der gør deres til, at byen skal udvikle sig. Det er dog ikke dem alle jeg sådan lige er på enighedsfod med, men sådan er politik jo også. Den ene af disse er min næsten nabo, en tidligere veteran og den anden en tidligere politimand, hvis største politiske opgave, efter min mening, må være at finde ud af hvilket parti han i dag vil tilhører, eller om han vil være frigænger som jeg. |
||||||||||||
|
||||||||||||
Da jeg i sin tid valgte at
flytte ud i singletilværrelsen, valgte jeg Tarm. Det selv om jeg fra en
nu afgået erhvervs og bychef havde hørt at Tarm var en by der var mere
død end udviklende, så han mente ikke det var tilrådeligt at flytte
hertil. Han tog fejl gjorde han. I Tarm fandt jeg den beboelse jeg
ønskede, et rækkehus næsten nyistandsat og i hvad jeg mente var rolige
omgivelser, dette uden at kende til stedets historie. Faktisk lidt af et kvarter at komme til, men jeg kunne få lov at passe mig selv og gøre som det passede mig, min lille have blev formet og tilpasset med tiltrængt jordforbedring og passende beplantning, der hurtigt skabte en grobund for en hvis mængde af nysgerrighed af såkaldte forbipasserende, der blot lige kom forbi og syntes det så pænt ud. De kom forbi i en sådan grad, at jeg nu har malet og sat "glopæle" i forskellige farver, uden andet formål end at de skal pirrer nysgerrigheden hos "de forbipasserende". Ja et "Tøjtræ" har jeg også, det er nu en Bornholmerfigentræ, men man må jo have et bibelsk islæt i haven, så det giver fornemmelse af en form ret-troenhed på adressen. I kvarteret er der nogen udskiftning af beboere, nogle har boet her mere end 30 år mens andre bor her i en kort tid. Her er en blanding af af nationaliteter som fungere næsten optimalt, kun kan man sige at der er en form for slet skjult racediskrimination til afdelingsmøder og den slags, der serveres ofte flæskesteg og frikadeller som menu, dette er jo ikke tjenligt overfor folk der af den ene eller anden grund ikke spiser grisekød. Men da et af områdets "tandløse" mandlige beboere pine død skal have sine frikadeller, som han nu engang kan tygge, ja så har hovedbestyrelse og direktion indvilget i at sådan er det bare, Såkaldt u-demokratisk racediskrimanation. Selv mener jeg vi burde serverer hjemmelavet Veganerpizza, så kan alle være med.
Der Frau Baron Von Munchhausen. Vi fik en ny beboer i rækkehusene, enlig mor med 3 børn og mange fædre i kvarteret, ca 40 år og ganske godt skabt rent anatomisk. Både Der Frau og børnene havde deres diagnoser, så jeg fik lidt ondt af hende " hun var også dygtig til at spille rollen som det svage køn" så jeg hjalp i rigeligt mål, både hjælp til beplantning i hendes have, kørsel til Viborg og andre byer hvor hun havde ærinde, lån af værktøj osv. hjælpen blev givet af venlig tanke og en hvis form for medlidenhed både med hende og hendes børn, der ikke altid havde fået andet at spise end det de selv fandt. Ja sågar lån af ektstra kælderrum, selv om det vist nærmest blev occuperet på bedste BZ vis. Jeg kom i kælderen for, at hente nogle ting i det ene af mine rum, hvor jeg opdagede, at der nu var en ny lås på, som jeg bestemt ikke kendte til. Jeg henvente mig til stedets Vicevært, der resolut klippede låsen over, så jeg igen havde adgang til mit kælderrum. Men Bøøøh altså, kælderummet var stoppet til bristepunktet med Børnetøj og andet dertilhørende, som bare var Kastet ind. Jeg tænkte børn, måtte være lig med Der Frau Munchhausen, så jeg hendvente mig og spurgte, om det var hendes ting der nu befandt sig i mit kælderrum, det sagde hun ja til at det var, med en besked om, at hun sandelig ikke kunne se det 5 cm store skilt der oplyste om hvem kælderrummet tilhørte, jeg gav hende besked om, at det var ganske ok hun brugte rummet, men at jeg foretrak hun spurgte om tilladelse inden, "det er jo ikke Byggeren på Jagtvejen" sagde jeg, hvorpå hun replicerede, jamen der var jeg da også med inde et stykke tid. Nogle af Der Frau´s valgsprog er vist, "det vidste jeg ikke", "det troede jeg godt jeg kunne", "vil i ikke nok hjælpe mig!" , "det havde jeg ikke set! ogsådan fortsætter de i rigt mål og lige opfundet til lejligheden. Musikken, Larmen. Kald det hvad du vil, det er jo afhængigt af hvordan man kommer i forbindelse med det. Vi fik endnu en ny beboer i rækkehusene, enligmor, denne gang med 2 børn og uden diagnoser. Efter hendes tilflytning startede så klagerne over larm fra Der Frau Munchhausen´s beboelse. Jeg var nu i bestyrelsen for området og blev automatisk orienteret, jeg tænkte at nu havde vi da fået en hystade af rang. hun havde ikke boet her et år og så blev der klaget over larm flere gange fra hendes side. Det skulle vise sig anderledes og berettigelsen af klagerne var ok og af den venlige slags, jeg ved det for min mistanke om en hystade, fik mig til at bede om at blive tilkaldt når musikken, råben, larmen i det hele taget blev for meget, om det så var midt om natten, hvilket det også blev til hvor jeg måtte ind og lytte med. Jeg bevidnede klagernes rigtighed og forventede at nu sluttede det så. Nej det gjorde ikke, det udviklede sig til langt mere og en for alle meget irriterende omgang. Den unge Søn af Der Frau, var nu blevet så voksen at han måtte køre knallert, ligesom det hav af ligestillede venner der hærgede området/ byen også, med knallert ræs, reparation af disse og oliespild på vejen. Der Frau protesterede givet flere gange overfor disse lømler, men det førte kun til at hendes nyerhvervede brugte bil, blev skamferet på det groveste. Ligeså gik det med den pavillion som kommunen havde opsat ved åen i området, her blev ruder knust, etc. Jeg tænkte at dette problem måtte og skulle løses nu, så jeg foreslog Der Frau, at der blev skrevet beboerforslag som hun og hendes venner samt dertilhørende forældre til knallert bøllerne kunne underskrive, så vi fik et sted hvor de kunne være i fred, det var jo ikke bare her hos os, der var problemer for de unge, med at være, grundet deres adfærd. Jeg skrev envidere en lang skrivelse til borgmesteren, om at medvirke til løsning af problemet og fremme af borgerforslaget. Vores kære borgmester, sendte det videre til rette forvaltning, der straks oplyste at i kommunen havde vi et sådant sted og her kunne disse unge bare komme, men at på stedet var der også regler for adfærd etc. altså hverken tilladelse til rygning af "joints" eller indtagelse af alkohol i forbindelse med stedet. Sikke et kvarter tænker du nu, men nej efter at Der Frau fraflyttede Beboelsen og er flyttet andet steds i byen, sker her stadigvæk en positiv udvikling af området, vi forsøger os bl.a. med vild beplantning og på de grønne områder, sådan efter princippet "vild med vilje" men dog afgrænset, det er jo stadigvæk "ukrudt" der vokser og nu såes, for at fremme dyrelivet her. Ja selv de vilde kaniner har vi fået styr på, det skete vist i forbindelse med en vis udflytning. Jeg nyder så min viden med et skævt smil om læben, ved at vide nu får hun hjælp og medynk af et par ældre mænd med ukrudtsbrænder etc. de føler sikkert en vis opblomstring og kunstig foryngelse ved det. Jeg håber ikke jeg går for vidt, Wieth!. ellers må man affinde sig med mine kærlige drillerier. Fritiden i en by på størrelse med Tarm. Ja det er faktisk en både fantastisk og livlig by denne Tarm, der er mange former for aktiviteter, kunst, teater og mange koncerter, vi har end dog flere sportsklubber og fitness muligheder, jeg er selv medlem af en klubberne. Jeg spiller billard og har været medlem af en rigtig hyggelig klub med mange dejlige mennesker og dygtige spillere, der går op i det med liv og sjæl. Det er en særdeles sund klub der skyldes en dygtig bestyrelse som gør et stort stykke arbejde for klubben og rammerne for spillet. Det er for det meste en rigtig stor nydelse at komme for at spille, for her er plads til humor og seriøsitet i en godblandet orden. Samtidigt med at fremme for dygtighed af spillerne gøres til en æressag for medlemmerne. Selv om klubben er både sund og velfungerende slipper den alligevel ikke for nogle af de der "små konger" med stadg følelse af en tid hvor de havde storhed i byen, grundet deres position på arbejdesmarkedet, men det er hedengangne tider, der blot bør glemmes. Regioner og kommunesammenlægninger har jo gjort deres til eksistens af disse herredømmer ikke længere er der. Jeg forlod klubben i god ro og orden, blot for at prøve nye græsgange inden for samme sport, vi må så håbe der er basis for spilforbedringer etc. |
||||||||||||
Det var godt, vi fik det bedre - men det ville være bedre, hvis vi havde fået det godt. ![]() Snup en pille. Dette nye produkt, hjælper mange med at få det godt, i næsten enhver situation. Produktet fåes i 3 varianter og styrker. Hvis du vælger den røde variant tager du begynder, Gul er for lidt "tungerer" tilfælde, imens Grøn er den stærke. De kan findes i håndkøb og er næsten uden bivirkninger. |
||||||||||||
Mandeklubben i skoven. Ja jeg kalder jo mig selv for en "rigtig jysk mand" og er nu også blevet medlem af en "mandeklub" i kommunen. Vi mødes i skoven hver anden onsdag og laver mad over bål, imens vi hyggesnakker og driller hinanden lidt. Det er kommunens ildsjæle pulje der har dannet klubben " Mandeklubben Vest" et herligt tiltag og en superchange for at møde nye mennesker og så er det jo sundt at komme lidt ud i naturen også, måske man gennemklubben kan danne nye relationer med andre, vi er da en skøn blandet klub. |
||||||||||||
Onsdag den 22/06/22. Vi var igen i skoven og den duftede skønt efter nogle dages regn, selv om det var fint vejr og skovbunden var let fugtig at færdes på, heldigvis havde vi både bænke borde og rigeligt med brænde til aftenens hyggefest. dennegang var vi 10 personer samlet til gildet. Rikke og Søren havde købt Ørreder og tilbehør efter min indkøbsseddel, så nu skulle vi igang med tilberedning, bålet blev tændt og vand til kaffen sat over på grillen, vi drikker nescoffee, og det er godt på sådan en tur. Fiskene blev klargjort og sat på bålet, salat lavet og så var det jo bare hyggesnakke og vente indtil fisken var færdig. så efter et rigtigt godt teamwork med tilberedning af maden, blev der sludret om løst og fast fra hverdagen. Maden blev færdig og nu skulle der nydes fyldt bålstegt ørred og salat "Madamme Buttefly" med tilhørende skønne Flutes, der også var lunet over bålet. vi fortærede det meste af 10 kg fisk og rigeligt med salat, så vi var mætte og trætte da festen sluttede. |
||||||||||||
|
||||||||||||
Naturen beriger os med mangt og meget. | ||||||||||||
Hvis man gider kigge lidt for sig når man færdes i naturen, kan den beriges med langt mere spændende ting end lige det vi træder på for at komme videre frem i sin færden, ja faktisk kan man finde ting der hvor man har trådt sin vej, eller hvis man kigger lidt op kan man møde andet end grenen fra det træ, hvis gren man lige har stødt ind i. Jeg lidt glad i dag for jeg fik svar fra Naturhistorisk mueseum, hvortil jeg havde indleveret noget materiale, det ligner sten og er det vel også, men en sten er ikke bare en sten, de er langt mere spændende end man først antager. Sten er jo også hvad vi i nogle tilfælde forstår som værende mineraler og kan stamme fra noget du ikke lige umiddelbart ville tro var der hvor du færdes. |
||||||||||||
Ja den kære natur, den er vild og voldsom, den er blid og kærtegnende og så er den med til at give os føde på en mere alsidig måde end vi selv tror er muligt, så min konklusion er enkel naturen er kommet for at blive, så brug den, udnyt den, men lad være at misbruge og tilsvine den. |
||||||||||||
|
||||||||||||
Epilog. | ||||||||||||
Ja vi har været vidt omkring,
både i livet og verden rent geografisk, med denne lille fortælling. Nu syntes du sikkert, at jeg har været en både "vild" og noget rodløs person, der ikke rigtigt har kunnet finde mig tilpas nogen steder. Ja man kan vel næsten kalde det, at jeg har været medlem af nomade-folket, nogle vil sige "mynsterbryder" etc. Sådan ser jeg det ikke. Med min skilmisse i 1992 og dengang et stort behov for at opleve en positiv tilgang til livet, var det medvirkendende til, at jeg gjorde forskellige tiltag til, at opleve de ting jeg ønskede mig af livet. Med dette kedelige opdrag til historien, samt et billede på nethinden af mine skønne forældre, der dagligt kom hjem fra en opslidende arbejdsdag, fik aftensmaden og godt trætte faldt i søvn foran TVét var beslutningsgrundlaget solidt for, at sådan skulle jeg ikke ende mit liv. Med en daglig "trummerum" der smagte af gedigen kedsomhed og manglende udvikling. Derfor kære læser, har du kunnet læse om verden og et liv fyldt med aktivitet og givende oplevelser. Tro mig, det har været både sjovt, hårdt og ganske bjergtagende til tider, for hvem vil ikke gerne opleve udsigten fra det højeste fjeld, turen ind over Indlansisen I Grønland, bevæge sig rundt i sumpene i Everglades og mangroveskovende med krokodiller og kvælerslanger på 4-5 meter, der er så sultne og snedige man konstant skal være på vagt, for sit liv. Mit råd til dig kære læser. Er der noget i dit hjerte, et ønske om at opleve andet, end bare en badeferie med kolde drinks på stranden, ja så følg dit hjerte helt og fuldt. Du vil blive et gladere menneske af det, altså hvis du overlever farende der også lurer derude. |
||||||||||||
|