Livet ombordpå Dannebrog. Livet ombord på Danmarks smukkeste skib, var jo en både tryk og lidt speciel oplevelse for os værnepligtige.
	Vi havde ganske vist, de samme befalingsmænd og nogle af officererne med fra vores rekruttid i Auderød, men det var andre og nye omgivelser end de gule barakker, med 10-12 mands stuer og gamle køjesenge, vi kom fra. Det var nu kun rart at slippe for den gamle kasserne deroppe, der jo lå et stykke ude på landet, i forhold til hvad jeg kom fra i Holstebro.Dagen kom da vi skulle fragtes ind til påmønstring på skibet for første gang. Vi blev kørt fra Auderød i store lastbiler med bænke på ladet, der var naturligvis en presenning til at beskytte os, men koldt var det alligevel. Køreturen var lang og knap så behagelig som i en bus. Efter et stykke tids kørsel kom vi ind mod København, hvor en af gasterne begejstret sagde, se byskiltet. Der står Storkøbenhavn, så nu er vi der snart. Jeg tænkte stille, ja de skal jo også gøre noget stort ud af alt her i denne by, så hvorfor ikke skrive Storkøbenhavn. Dengang var regnbue flaget jo ikke opfundet i København, så skiltet var et sort/ hvidt af slagsen og ganske almindeligt over hele landet.   Vi kom til Holmen den gamle flådestation og var på rundvisning inden vi skulle mønstre for Jagtkaptajnen, der stod klar til inspektion af de nyankomne gaster til skibet. Efter mønstring var det ombord med fuld oppakning og ned på de anviste køjepladser. Der var den nederste var dronnings kvarter og den øverste var kongens kvarter, som det hedder. Jeg kom på kongens kvarter af hensyn til, at jeg så hurtigere kunne komme på dæk hvis der kom forsyninger og ligeså jeg skulle i Hofkabyssen, der jo lå på samme plan som Kongens kvarter. Vi havde lært, at på et skib havde man altid mere end det ene job vi havde titel af. Jeg var også afløsende gast i mandskabscafeteriet og flaggast på skibet. Jobbet hos mandskabet var desværre en form ugens gæst eller sådan, for jeg husker kun enkelte gange jeg udførte dette hyggelige job. Jobbet som flaggast blev til gengæld aldrig udført, for jeg havde primært arbejde de fleste gange jeg skulle bruges og der var ingen af de andre som havde brug for afløsning. Vi havde en fri omgangstone, med ansvar og respekt for hinanden og rangen op ad i systemet. Vi havde mulighed for toldfrie indkøb, hos ”høkeren” der også var vores banjemester, men kun når vi var i internationalt farvand. I hjemmehørende farvand var det samme regler som hos almindelige danskere. Med andre ord, skibet var vores hjem og tjenestested på en gang og vi havde den luksus at det var en sejlende ”tysklandstur”, Når mulighed bød sig. Der blev også købt ind til personligt lager, så vi kunne nyde det når vi var hjemme. Personligt havde jeg som Hofkok, den fordel at måtte lagre mine indkøb i Hofkabyssen, så mine ting var fredet for tolderne, der var enkelte kammerater der benyttede sig lidt af det der med, at jeg også beskyttede dem når vi var i byen, så jeg kunne vel også lige beskytte dem imod tolderne. Jo Kokken er ”gud” på et skib, sådan har det vist altid været i søfartshistorien. Men selv kokken ”gud” kan komme uheldigt afsted, på nogle af vore togter havde vi både læge og præst ombord, hvilket var et must og ganske hyggeligt med den form for tryghed også. Det der med lægen var ikke helt godt alligevel, inden vores største togt havde vi besøg af en kaptajn fra garderne, der blev vist rundt på skibet, jeg mødte ham og vores Gnist, der var løjtnant på vej op på dækket, jeg kunne ikke helt lade være at sniffe højlydt, som rekrutter havde vi jo lært, at landkrabberne lugtede af hest og olie, hvilket kun var vores interne drillerier. Men sniffet højlydt blev der og vores gnist vendte sig om, med fast blik i øjnene og sagde kort,” ja her lugter en del af hest” men vi går nu og opfør dig så pænt. Dagene gik mens vi gjorde klar til afgang fra bøje-1 i København, nu skulle vi på togt og denne gang i 3 uger, så vi var opsatte på at gøre det godt. Alle var påmønstret til tiden og klar, så var det den slet skjulte overraskelse kom i form af en skibslæge i garder uniform med kaptajnsrang. Kære læser du kan sikkert selv regne ud hvem den kaptajn var, vores før omtalte kaptajn. En rigtig flink mand, med god humor i øvrigt, det fandt jeg ud af da jeg dagen efter afgang vågnede med et bygkorn i øjet på størrelse med bordtennisbold, så det var mig umuligt at se ordentligt, så ned til lægen efter hjælp, dog først efter af vores gnist havde tilset mig med et råb om at hofkokken har fået et tiltrængt sæbeøje, lægen tilså mig og sagde ja vi har 2 behandlinger for så svære tilfælde, den ene er ”kølhalning” som du burde have, den anden er denne salve som jeg giver dig og du skal smøre med 3 gange dagligt, jeg takkede for god behandling og skyndte tilbage til arbejdet. Livet ombord var goså andet! Livet ombord var også andet end blot arbejde og pligter, vi havde mange hyggestunder i vores lille mandskabs-cafeteria, ud over den daglige forplejning, fik vi også tid til at snakke og tid til diverse kurser, både knob binderi og navigation blev vi tilbudt, vi havde kaffe ad libitum og kunne købe os en øl/vand hvis vi havde lyst til det, vi kunne se fjernsyn og spille brætspil, dengang var der jo ikke noget der hed PC. Eller Packmann. Vi var nu også godt forsynet uden de ting. Vi kom hinanden meget mere ”Ved” og havde et kammeratskab af format. Et venskab og hjælpeånd overfor hinanden, man sjældent træffer andre steder. Jeg husker en dag mens vi i søen under sejlads til Oslo, hvor en af mandskabskokkene kom til mig og sagde, Jan du ryger, kan vi ikke lige dele en smøg os to, jow da sagde jeg, og knækkede den tændte cigaret over i 2 halve, gav ham den ene halve med et ”sådan min ven”, alt for dig. Knud Erik som han hed, kiggede forstyrret på mig og sagde kort, enten er du skide skør i bolden eller også har du for mange smøger. Jeg kiggede på ham og sagde, så er det nok det sidste, her er 2 smøger du kan nyde, indtil høkeren åbner igen. Du har jo ingen lige nu. Sådan delte vi tingene med hinanden, selv om vi også havde små fredelige og interne konkurrencer. Vi var på en træningstur hvor det var muligt for de af os der kunne lide at fiske gjorde det, her opstod der så en spontan konkurrence mellem mig og vores sølvkammergast, der vildt gerne ville vædde en halv flaske whisky, til den af os der fangede den største fisk, han havde vist luret, at jeg stod og pirkede med havørred-blink og vi var i et torskefarvand, så den whisky kunne han nemt vinde. Det var en lidt sjov konkurrence for først fangede han en torsk, så jeg en der var større end hans fisk og sådan fortsatte det, indtil vi ikke kunne bruge flere fisk i kabyssen, whiskyen blev min og jeg ved han husker det stadigvæk, for sidst vi var sammen nævnte han det med et skævt smil og en kommentar om de pokkers havørredblink.   Togterne. Togterne var vores mission på Dannebrog, vi skulle holde skibet sejlende til alle tider og i al slags vejr, og sådan blev det så. Både med hensyn til vejret og at skibet altid var klar til tjeneste. Vi var nye søfarende, men lærte hurtigt hvorledes man gjorde og fik passet alle tjanserne ombord, vi havde nogle skønne dæksfolk, der både kunne holde dækket rent og pænt, samt tilse at alt hvad der var pudse blev pudset, skibet skinnede til alle tider, det var kun på Færø togtet der blev lidt knas med en brandslange og en knækket fartøjsbom, det selv om bommen var surret (fastgjort) efter alle regler og normer. Ja selv bovsprydskronen var pudset, men den blev jo også taget ind i sikkerhed til hver sejlads og igen påsat lige inden vi anløb havn. Den er jo også af guld hvis nogen skulle være i tvivl. Vore maskinfolk arbejdede hårdt og stabilt på at holde de 2 gamle B&W motorer kørende, nogle solide gamle maskiner der kunne køre så langsomt at skruen kun havde ca. 50 omdrejninger i minuttet, dette blev brugt i hårdt vejr af hensyn til motor og drivaksel. Ja så var der os der arbejdede under dæk, med service og teknik, det var jeg den gruppe jeg tilhørte i det daglige uden de kongelige ombord. Så snart vi havde de kongelige ombord overgik jeg til Hoffet og skulle gøre tjeneste der, så et bredt udsnit af Lakajer, Livrister, hofdamer og adjudanter, blev nu til min daglig dag med et snuptag, men vi havde det både rart, sjovt og meget lærerigt i den gruppe. Særligt husker jeg optagelsen i gruppen, den foregik med hvad man kaldte for ”morgensang”, det var hovmester Sørensen, der gav os en kort Briefing om dagens opgaver og ønsker fra de kongelige, herefter blev der skålet i en Gammel Dansk og sagt ”kør Rullen” Rullen er søfartens ord for hvad man skal udføre i forbindelse med en opgave. Omkring kl. 1200 skulle der så være frokost til alle omtalte i gruppen, dog undtaget hofdame og adjudant, de spiste med de kongelige. Vores frokost var en rigt varieret af slagsen med både sild og lune retter, her efter kaffe og ost. Osten var en stor 3 kg Gorgonzola der nød godt af indtil flere cognacrester, så den ikke blev tør undervejs. Efter denne fornemme frokost var det tid til en morfar, vi havde jo været tidligt oppe. Jeg selv kl. 0500 for at bage frisk brød til både de kongelige og min der tilhørende gruppe. Kl. ca. 14.30 blev der serveret eftermiddagskaffe for gruppen, her var naturligvis og nybagte kager til og et lille forsigtigt glas at vågne på. Nu skulle vi så i gang med at klargøre både gruppens middag og Hoffets middag. Grunden til jeg nævner gruppen først her er af den simple grund, Hoffet spiste sent og gruppen tidligt. Når alt var kørt og det var gået godt, så var det tid til en snak med de kongelige for at høre hvad de syntes om maden, det er der man bare står ret, med ”børen” under armen og lytter til hvad der bliver sagt. Som før omtalt var tonen let og behagelig når vi havde samtaler og udførte jobbet, til de kongelige titulerede man blot en gang og så kunne man tale frit, hvis man lige huskede at vi er ikke ”du´s” med Majestæten og andre kongelige, respekt for verdens skønneste kongefamilie. Både for deres være måde og deres fremsyn kan ikke andet end have, Tak for den sejltur og lærdom. På den tid var vores porcelæn til de royale en gedigen samling af og arv fra dengang Danmark var kolonihaver af de Dansk Vest Indiske øer. Altså en fin samling af komplet uerstattelige ting, det gjaldt både glas, sølvtøj og spisestellet. Det var særdeles fine ting og noget man var stolt over at kunne få lov at servere med, der blev også holdt tal over hver aften over de dele der havde været i brug. Stemte de ikke skulle der forklares. Det var lige netop det jeg kom til en hvor vi sejlede i hårdt vejr, først havde vi i kabyssen formået at smadre 4 champagneglas af krystal og så senere 2 ølglas. Det var de sidste 2 ølglas der virkeligt gjorde mig nervøs af rang, for første gang i mit liv. Da de 2 glas røg i dørken med et brag og splinterne stod omkring, tænkte jeg blot så for den da, ”nu ryger du til Grønland på hundeslæde og hjem omgående” så jeg fik gjort rent og i bare nervøsitet over det skete røg alle glasstumperne ud af koøjet og væk var de, jeg forsøgte at lade som intet var hent men måtte til sidst gå til bekendelse overfor hovmesteren. Hovmester knurrede og sagde koldt. Du om nogen ved squ da godt vi skal aflevere det knuste. Jeg blev næste dag nok reddet lidt af køkkenchefens fadæse, han glemte en sølvkaffekande over et gasblus og efterfølgende var kaffekanden så skæv at den måtte en tur til sølvsmeden for, at blive rettet op igen. Der lød mange eder og forbandelser fra hans side, da han kom fra Hovmesteren. Husk de officielle togters beskrivelse, kan læses på den side der hedder Dannebrog. Dette er egne oplevelser subjektivt beskrevet, fra mit liv i forbindelse med dette herlige skib og dets besætning og særligt den skønne oplevelse at arbejde for Danmarks Kongehus.   Bornholm.   Færøerne.